Nyhed

Future surprise-udgiver nyt album med 17 numre

Atlanta-rapperen har igen-igen præsteret en surprise-udgivelse med det selv-betitlede "FUTURE"

Den autotune-glade rapper Nayvadius Cash, aka Future, har netop sluppet et nyt, selvbetitlet album med hele 17 skæringer.

Nyheden kommer som en overraskelse for mange, selvom annonceringen blev foretaget af kunstneren selv på Valentinsdag den 14. februar på hans Instagram-profil. Nu er albummet så ude på alle streaming-tjenester.  

Den nye udgivelse bliver opfølgeren på fire studiealbums samt et utal af mixtapes. Albummet kommer desuden i forbindelse med planer om en større nordamerikansk tour.


Den promiskuøse Atlanta-rapper har efterhånden formået at skabe sig sit helt eget niche-publikum. Efter at have brugt flere år på at finpudse hip-pop-traditionen med udgivelser som ”Honest” og ”3D” brød han med det tredje studiealbum ”DS2” tidligere tiders søde melodiske produktioner og endte i hostesaft og piller på Magic Citys dansegulv, med tung bas, skraverede beats og mumlende rap. Og det er i samme stil, at det nye selvbetitlede ”Future”-album er skabt. Der præsenteres derfor heller ikke nogen gæste-features på albummet, på trods af at de seneste to singler bød på samarbejder med Drake og Maroon 5.

Surprise-udgivelser er i disse tider blevet mere og mere populært. Således har prominente kunstnere som Beyoncé, Rihanna og Young Thug anvendt samme metode i et forsøg på at ramme de virale bølger uden om de etablerede mediers bevågenhed. Det samme kan siges at have været tilfældet her.  

Lyt til albummet her:

ANNONCE