Nyhed

I en time troede folk, at Glastonbury Festival skiftede navn – og gik amok

Der var dog tale om en misforståelse

I en time i går eftermiddag var de sociale medier rødglødende, da en række radiolyttere havde fået den opfattelse, at den kæmpestore engelske musikfestival Glastonbury ville skifte navn i 2019 og flytte til et nyt område. Det skete, da festivalens grundlægger og leder Michael Eavis i et interview med radiostationen Glastonbury FM gav det indtryk, at festivalen ville skifte navn til The Variety Bazaar og flytte 150 kilometer "i retning af Midlands" fra sin nuværende placering på Worthy Farm i Pilton, Somerset, skriver NME.

Det nye navn og den nye placering gav livlig aktivitet på de sociale medier, og folk var mildt sagt ikke begejstrede for det nye navn. "Det lyder som en butik med dyrt kunsthåndværk-skrammel", "Det lyder som et cirkus", "Er I sikre på, det ikke er Damon Albarns nye sideprojekt?" var nogle af de kommentarer, folk kom med på Twitter.


En time efter kom Michael Eavis' datter, Emily Eavis, der er assisterende leder af festivalen, dog med en opklaring på Twitter. Festivalen hverken flytter eller skifter navn, arrangørerne planlægger blot en anden event ved navn The Variety Bazaar et andet sted.


Landmanden Michael Eavis arrangerede i 1970 festivalen Pilton, Pop, Blues & Folk Festival på sin Worthy Farm. Hovednavnet var – på et sidste øjebliks afbud fra The Kinks og Wayne Fontana and the Mindbenders – Tyrannosaurus Rex, senere kendt som T. Rex, og der kom 1500 gæster. I 1971 blev festivalen fulgt op af Glastonbury Free Festival, og i 1978 og 1979 fulgte to andre festivaler på området, men først fra 1981 blev Glastonbury Festival til en årlig festival, dog med enkelte pause-år indlagt af hensyn til markerne, festivalen bliver afholdt på. I dag er Glastonbury en af verdens største festivaler med cirka 175.000 gæster, dobbelt så mange som Roskilde Festival.

Radiohead er det eneste offentliggjorte navn til årets festival, der traditionen tro blev udsolgt meget hurtigt – 50 minutter – da de 135.000 billetter gik i salg i oktober, i øvrigt før Radiohead blev annonceret.

 

ANNONCE