CV'et sagde King Crimson, ASIA, Brian Eno og en lang række andre. Nu er han væk, sangeren og bassisten, John Wetton, som i nat tabte kampen til kræft
Progrock-fans vil bøje hovedet i respekt, når de hører dette: John Wetton er død!
Bare 67 år blev det til for manden, der nåede mere end de fleste og spillede med de bedste. Som ofte indgik i grupper, der fik prædikatet Super sat foran.
Vi lagde første gang mærke til John Wetton, da han indgik i den spændende udgave af King Crimson, der i 1973-74 udsendte de tre mesterlige skiver, Lark's Tongues In Aspic, Starless and Bible Black og Red, inden bandleder Robert Fripp for en tid satte sit unikke band på pause. Her havde John Wetton allerede nået at markere sig via samarbejder med fede Family, ligesom han som studiemusiker var det selvfølgelige valg, når tidens mere spændende kunstnere skulle kreere. Bare tænk på Brian Enos debutplade Here Come The Warm Jets, ligesom han i det hele taget hørte til kredsen omkring det vigtige jazzrock og ambientmusik-label EG Records, hvor han snart kom med på Bryan Ferrys fire soloalbum og ville samarbejde med guitarist Phil Manzanera. Blandt mange, mange andre.
John Wetton, der var vokset op på den engelske kanalkyst, ville senere skabe et par grupper med nogle af progrockens store musikere, og da perfektion var noget disse musikere ofte blev både hyldet og kritiseret for, ville disse grupper blive søsat med det forpligtende Supergruppe hængende over hovedet. Så med Wetton som både sangskriver og forsanger ville musikere som den tidligere Yes-guitarist, Steve Howe, og trommeslager Carl Palmer – der kom fra Emerson, Lake & Palmer – lanceredes bandet ASIA, som havde stor succes og fortsat eksisterer, eller rettere: vi får se, da John Wetton var den vigtige frontmand i orkestret, som også mistede Greg Lake sidste år.
John Wetton nåede at være involveret i mange projekter og turnerede flittigt. Ligesom han ville være en kær gæst, ikke mindst i forbindelse med guitaristen Steve Hacketts genoplivning af det gamle Genesis-repertoire fra 1970'erne, hvor man kan se Wetton gå ind og synge for på et par numre, i forbindelse med den store koncert i ikoniske Royal Albert Hall i London.
Det er et af de store træer i progrock-skoven, der nu er faldet.
John Wetton (1949-2017) - Æret være hans minde.