Nyhed

Justin Bieber nægtet indrejse i Kina

x

 

Justin Bieber giver til september og oktober koncerter i Asien, nærmere betegnet Japan, Singapore og Filippinerne, men ikke Kina. Bieber er nemlig blevet nægtet indrejse i Kina, skriver The Guardian.

Begundelsen for indrejseforbuddet er "dårlig opførsel".


"Justin Bieber er en talentfuld sanger, men han er også en kontroversiel, ung udenlandsk sanger," siger Beijings kulturbureau i en skriftlig erklæring.

"Så vidt vi ved, har han været flere gange været involveret i dårlig opførsel, både i sit sociale liv og under tidligere optrædener i Kina, hvilket skabte utilfredshed blandt offentligheden."

De kinesiske myndigheder uddyber ikke, hvilke kontroverser de tænker på, men der har været nok af slagsen, blandt andet hensynsløs kørsel i påvirket tilstand, offentlig marihuanarygning, æggekastning mod sin nabos hus og angreb på en fotograf.


Bieber optrådte i 2013 i Kina, hvor han vakte opsigt ved at blive båret op ad Den Kinesiske Mur af sine livvagter.

I 2015 fik Maroon 5 aflyst en koncert i Shanghai, efter gruppens keyboardspiller Jesse Carmichael tweetede en fødselsdagshilsen til Dalai Lama, åndelig leder for Tibet, som Kina har holdt besat siden 1959.

I 2009 fik Oasis aflyst koncerter i Kina, efter at de kinesiske myndigheder blev bekendt med, at Noel Gallagher fra bandet optrådte til en Free Tibet-koncert i New York tilbage i 1997. Hans bror Liam, der ikke var med i 1997, må dog gerne spille i Kina i næste måned.


De kinesiske myndigheder tilføjer dog, at indrejseforbuddet senere kan blive ophævet, hvis Bieber forbedrer sin opførsel:

"Vi håber, at Justin Bieber er i stand til at forbedre sin opførsel, som han bliver voksen og igen kan komme komme i betragtning."

 

 

ANNONCE