GAFFA – alt om musik
When Saints Go Machines forsanger Nikolaj Vonsild, også kendt fra duoen Cancer, er på vej med et album med et nyt projekt. Khalil er navnet på gruppen, der desuden består af Simon Formann (alias Yen Towers og del af Age Coin og hedengangne Lower) samt Villads Klint.
Khalils debutalbum “The Water We Drink” kommer ud på det københavnske pladeselskab Posh Isolation (Croatian Amor, KYO, Puce Mary med flere) den 25. august, og du kan nedenfor høre forløberen “Rest My Head Against a Wall of Water”.
Musikken på forløberen kan beskrives som eksperimenterende elektropop med en kraftigt autotunet vokal, og det skulle være repræsentativt for albummet, som pladeskabet beskriver som "romantiske tekster formidlet gennem mekanik og usædvanlige vokal-territorier" og "melodisk, nedbrudt pop."
When Saints Go Machine har ikke udgivet ny musik siden deres tredje album "Infinity Pool" fra 2013, mens Cancer i januar i år udgav deres første fuldlængdealbum, "Totem".
Hør "Rest My Head Against a Wall of Water":