Rystet i min grundvold efter Roskilde-koncerten med landets gennem mere end et halvt århundrede mest mageløse sangerinde, et naturligt kraftcenter med et band, der er hele essensen af det der skabte festivaler til at begynde med: kærlighed, solidaritet og samhørighed.
Danmarks fornemmeste orkester fristes man til at kalde dem. Født ud af kærlighedssommeren i 1967 stod de for lidt siden på Roskilde Festivals Orange Scene og havde leveret en magtdemonstration af en koncert.
Ja, det var mere end en koncert, for Annisette føjede ny alen til en karriere, der startede omkring 1960, da hun med søsteren Rudi – kendt af hele Danmark som Mie i Far til fire-filmene – udsendte den første singleplade, og søsatte en karriere uden sidestykke.
Som hun stod der i hvidt på festivalens største scene, hvor guderne havde aflyst det lovede regnvejr, var der mange med tårefyldte øjne, der bevidnede en seance, der havde karakter af masseforførelse. Når Annisette ville opfordre os til at kramme den næste, gjorde vi netop det. Hvad ellers?
Men man kan også spørge sig selv om, hvorfor det skulle tage festivalen så lang tid at hyre det mageløse orkester, når de jo netop rejste sig fornemt efter tabet af Thomas Koppel og døtrene Billie og Naja Rosa samledes omkring deres mor og besluttede sig for, at det bestemt ikke kunne slutte nu? For familien i Sydhavnen var valget simpelt, for kærligheden til sangen og den insisterende politiske kamp gennem musikken var for vigtig, og hvad skulle de ellers disse kvinder, der mere end de fleste er født til at synge, underholde og besætte. Så det blev den fortsatte tur på landevejene og en lang række koncerter over de sidste år, som til sidst gjorde det umuligt for landets største festival at se bort fra dem. Og give dem - og os - dette helt unikke og historiske øjeblik. Så tak for det!
Annisettes stemme har gennem alle årene været på et helt eget niveau. Når hun ville stå foran sit publikum, ville stemmen blive fremkaldt, selv om hun om nogen smadrer den mere nogle andre. Og på en måde som ville få enhver sangpædagog til at få mareridt. Bare tag signatursangen The Messenger Speaks, som kom langt henne i koncerten på Roskilde, og hvor skriget tydeligvis hver gang drev lydmanden fra koncepterne. Og ramte os med en ukontrolleret og ubændig nerve, som den kun kan, når en ægte vild rose sender udladninger afsted.
Jeg er har fulgt orkestret i 45 år af de 50, de har eksisteret. Det var specielt efter, at Annisette og Thomas Koppel gav de internationale pladeselskaber fingeren, fordi de måtte følge de politiske holdninger, der siden har været den naturlige følgesvend.
Det var dengang, at Vietnamkrigen var mest intens, og The Savage Rose var blot et af en stribe orkestre, der fulgte hjertet og kastede sig ind i en kamp, der handlede om solidaritet med de svageste. Men i modsætning til de fleste havde The Savage Rose en masse at miste, for med Annisette som sangerinde og brødrene Thomas og Anders Koppel havde de en trio, der var et verdensgennembrud værdigt og stod med en amerikansk pladekontrakt. Den blev revet i stykker. I stedet blev det snart turen ud på landevejene - som dengang de dukkede op i flygtningelejre i Libanon, eller ville dukke op, når der var husbesættelser eller Christiania var i fare. Alle kender Annisettes vældige stemme på nummeret I kan ikke slå os ihjel fra Christianiapladen. Det var for 41 år siden.
Jeg er stadig helt rystet. Så stort var det at se The Savage Rose på Roskilde Festival. Se dem inkludere os alle i et fællesskab, som de opsummerede i ordene Love og Freedom, kærlighed og frihed. Ikke at koncerten var noget specielt i rækkefølgen af numrene, men det at de pludselig samlede så mange på den vældige scene var fuldkommet unikt. Og selvfølgelig lod klovnen Chaplin græde i den afsluttende Smile. Her var vi alle klovnen og de blanke øjne igen til stede rigtigt mange steder.
For folk lod sig fange ind, og sugede koncertens mange højdepunkter til sig, hvor det unge hold af musikere, der er vokset i den familie, som The Savage Rose er, spillede formidabelt, og hvor det hele faldt i hak til sidst, og man kun kan gisne om, hvordan det var for alle dem, der oplevede den vilde rose og hendes band for første gang, mens os garvede stod der med blanke øjne, mens vor mor trykkede den af igen og igen.
Det var en koncert med et dansk orkester, som er gjort af det tryllestof, som legender skabes af. Og et vaskeægte Roskilde Moment af den slags, der gør dette årlige stammemøde helt unikt og i hvert fald fik mig selv til at foretage valfarten for 41. Gang.
How fragile we are, blev der mindet om efter den forfærdelige ulykke hvor unge døde foran netop Orange Scene for 17 år siden. Javel, men også hvor stærke vi er, når vi sammen synger, krammer og samles som et, som vi gjorde det for lidt siden med Annisette Koppel og hendes trylleorkester.
Love & Freedom. Og knus hele vejen rundt.
Fortsat god festival.
