Nyhed

Nine Inch Nails offentliggør ep-trilogi

GAFFA – alt om musik

Nine Inch Nails har offentliggjort en ep-trilogi, hvor den første ep forlængst er udkommet, og den anden er lige på trapperne.

"Vidste du, at "Not the Actual Events" var første del af en ep-trilogi, som vil udkomme med seks-otte måneders mellemrum? Nu gør du," skriver gruppens sanger og sangskriver Trent Reznor i en mail til fans, citeret af Rolling Stone.

"Not the Actual Events" udkom 23. december 2016, og en ny ep kan altså ventes inden for de næste to en halv måned.


Om "Not the Actual Events" har Trent Reznor tidligere udtalt til Rolling Stone:

"En af masse af den musik, som omtales som cool, føles temmelig skabelonagtig og som en desperat bøn om kommerciel airplay og succes. Dét kombineret med vores eget syn på verden og en slags dagdrøm, jeg havde, fik mig til at sige: "Lad os lave en plade, der føles udfordrende og spændende for os." Jeg ville have, at musikken skulle lyde grim og uvenlig og ikke noget, der ville suge dig til sig med et sexy omkvæd."

Nine Inch Nails' seneste studiealbum er "Hesitation Marks" fra 2013. Et album, som GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen tildelte fem stjerner og blandt andet skrev følgende om: "Heldigvis er den fødte agitator med det nihilistiske indblik og udsyn tilbage i front for Nine Inch Nails, og selvom det musikalsk og vokalmæssigt mange steder er mindre brutalt end det, man forventer af bandet, så er gnisten og det indædte fokus i høj grad intakt." Læs hele anmeldelsen her.


ANNONCE