Nyhed

En forandret Nick Cave er tilbage efter tabet af sin søn

Australieren har lært nye sider af mørket at kende

I et stort interview med Noisey fortæller Nice Cave om tiden efter sønnens Arthurs dødsfald. Ulykken skete under tilblivelsen af albummet Skeleton Tree, og den medfølgende dokumentar One More Time With Feeling udforsker eftervirkningerne af sønnens død på familien.

Da Cave første gang så dokumentaren, hadede han den. Men folk opfordrede ham til at lade være med at blande sig, og det viste sig at være klogt, fortæller Cave:

- Så Susie (Nick Caves kone, red.) og jeg gav slip. Det var egentlig først efter, at filmen kom ud, at der var denne utrolige... På sociale medier var alle disse mennesker, som sagde, hvad de følte om denne film. Det var ret forbløffende. Folk viste mig, hvordan den påvirker dem, og hvordan folk havde lignende historier. Alt muligt forskelligt kom frem. Jeg indså, at der er noget ganske særligt ved denne film, så jeg gik ud og lejede en biograf og så filmen igen og indså, virkelig, hvordan Andrew (Dominik, instruktør, red.) havde skabt denne gave, på en måde. Det gjorde dybt indtryk på mig, og ændrede noget i mig, i forhold til mine følelser og min plads i verden.


Caves søn døde efter et syretrip, hvor han faldt ud over en skrænt, 15 år gammel. Det skete nær hjemmet, og i nærheden af en vindmølle, som Arthur tidligere havde malet. Foruden sine forældre efterlod Arthur sig en tvillingbror, Earl. Cave fortsætter:

- Jo længere vi kommer fra den tid, desto lettere er det at - men ikke altid muligt - men det er lettere at dele tiden op. Så der er, hvad vi kalde minde-tid, og så er der tiden, hvor vi arbejder, og det lykkes rimeligt godt - men ikke hele tiden - at dele tiden op, på en eller anden måde. Og i minde-tiden, der kan alting være... Vi er ikke i stand til at arbejde og den slags. Men vi i stand til at træde ud af det, på en ret effektiv måde, og få klaret opgaverne og arbejdet, og være sammen med hinanden, og al den slags. Så vi bliver bedre og bedre til det. Det er... Du ved... Ikke altid en succes. Før var det bare kaos. Det er absolut følelsesmæssigt kaos 24 timer i døgnet, hele tiden. Vi kunne ikke... Vi havde ingen kontrol over noget, og det har taget os noget tid at - det lyder mærkeligt at sige - organisere vores følelser. Ellers kan man bare ikke leve.

Læs resten af interviewet med mørkemanden Cave lige her (på engelsk).


Nick Cave and the Bad Seeds giver en udsolgt koncert i Royal Arena 20. oktober.

Se en trailer til One More Time With Feeling her:


 

 

ANNONCE