Nu er det snart sommer, solen er kommet frem og i maj kommer der også 11 essentielle album.
Solen er så småt begyndt at titte frem mellem skyerne i det danske land, og du kan derfor glæde dig til at sætte dig ud på altanen eller terrassen med god musik i højtalerne fra både danske og udenlandske kunstnere. Den. 5., 12., og 19. maj kan du især se frem til, da det er de største udgivelsesdatoer i denne måned.
Mac Demarco: This Old House
Den 5. maj er en af de helt store udgivelsesdage i denne måned, og her smider også Mac DeMarco sit tredje album (hvis vi holder på at ”Another One” er et minialbum) ”This Old Dog” ud i offentligheden. Den canadiske singer-songwriter har flere gange gæstet Danmark og i år kan du høre Mac DeMarco den 9. august i Den Grå Hal, hvis ikke du kan få nok af albummet.
Hør singlen ”One More Love Song” fra det kommende album:
Ásgeir: Afterglow
Islandske Ásgeir er klar med opfølgeren til debutpladen ”Dýrð í dauðaþögn” fra 2012, som senere blev udgivet med den engelske titel ”In the Silence.” Med den nye plade ”Afterglow,” som udkommer 5. maj, fortsætter sanger og multiinstrumentalisten på engelsk. I dagene lige efter udgivelsen af det nye album spiller Ásgeir to koncerter i Danmark:
- maj: Train, Aarhus
- maj: Store Vega, København
Den første single fra albummet hedder “Unbound” og kan høres lige her:
Slowdive: Slowdive
Slowdive blev gendannet i 2014 og tog på turné, som blandt andet gik forbi Roskilde Festival. I år er det hele 22 år siden, at bandet sidst udgav et album, men den 5. maj kan vi igen glæde os til at høre nyt fra Slowdive med deres selvbetitlede, fjerde album. I år er det også muligt at opleve dem på Roskilde Festival, når de spiller den 1. juli.
Den nyeste single fra Slowdive hedder ”Sugar for the Pill”, og du kan høre den her:
Harry Styles: Harry Styles
Tidligere 1Direction-medlem Harry Styles har ligesom de øvrige taget en pause fra bandet og er gået solo. Han udgav den 7. april debutsinglen ”Sign of the Times”, og nu er han snart på gaden med sit selvbetitlede debutalbum, som udkommer den 12. maj.
Mens vi venter på albumudgivelsen, kan du lytte til singlen ”Ever Since New York” og se hans liveoptræden på Saturday Night Live.
Paramore: After Laughter
Det amerikanske rockband Paramore brød igennem for otte år siden med blandt andet ”Twilight”-hittet ”Decode”, og nu er de på trapperne med albummet ”After Laughter”, som udkommer den 12. maj, efter fire års udgivelsesstilhed. I 2015 blev bandet reduceret fra trio til duo, om end de senere er udvidet til en trio, og det hindrer dem ikke i at udkomme med bandets femte album. Du kan opleve Paramore live, når de giver koncert i Store Vega onsdag den 12. juli.
Indtil da kan du varme op med singlen ”Hard Times” fra det nye album.
Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning
Det estiske album ”In the Beginning” fra Kira Skov og Maria Faust blev tidligere på året udskudt, da Kira Skovs mand, Nicolai Munch-Hansen, døde pludseligt i februar, men nu er de klar med udgivelsesdatoen 12. maj, hvor vi kan få lov at høre historien om og følelserne bag de to sangerinders rejse til et hjørne af Baltikum.
Se teaseren til ”In The Beginning” lige her:
Allan Olsen: Hudsult
Allan Olsen udkommer ikke bare med en plade, men derimod to plader i ét album-cover den 13. maj. Titlen er ”Hudsult”, og udgivelsen er hans første studie-udgivelse ,siden albummet ”Jøwt” som udkom i 2013, samt en liveplade med optagelser fra hans store band-turné i slutningen af 2016. Allan Olsen har selv udtalt sig om det kommende album, læs om det lige her. I løbet af foråret og sommeren vil Allan Olsen være at finde rundt i Danmark på koncertsteder og festivaler.
Varm op til det nye album samt de kommende koncerter med ”Gadens Tommelise.”
Sort Sol: Stor langsom stjerne
Vi har ikke hørt nyt fra Sort Sol i hele 14 år, men den 19. maj udgiver de pladen ”Stor langsom stjerne.” Albummet er det tiende fra bandet og det første siden soundtracket til Linda Wendels film ”Baby” fra 2003. Efter et samarbejde med metalbandet Sunn O))) udtaler forsanger Steen Jørgensen: - Det var en følelse af, at vi var trådt ud af et Sort Sol-rum og ind i et nyt. Herefter fik Sort Sol fart på den kreative proces, og nu er bandet snart klar med udgivelsen af deres kommende album.
Sort Sols nye single ”… Like a Trance Like …” kan du høre lige her, med gæstevokal fra Lydmor.
Aura: Can't Steal the Music
Gennem 2016 var Aura (billedet) igennem en mediestorm i forbindelse med bruddet mellem hende og it-milliardæren Janus Friis. Sangerindens tredje album ”Can’t Steal the Music”, som udkommer den 19. maj er eftersigende også en ”kærlig” hilsen til milliardæren, som tidligere har forsøgt at gøre krav på Auras musik.
Lyt til titeltracket ”Can’t Steal the Music” som deler ud af eksistentielle værdier i en popsang med det krystalklare omkvæd ”You can’t take that away, can’t steal the music.”
Snoop Dogg: Neva Left
Sidste år udkom han med pladen “Coolaid”, og i år, den 19. maj, udgiver Snoop Dogg sit femtende studiealbum ”Neva Left”. Som titlen beskriver, har den erfarne rapper lavet mange projekter af ikke-musikalsk karakter, men han har aldrig helt forladt rap-scenen.
Varm op med en lille lækker cocktail ”Gin and Juice,” der udkom tilbage i 1994. Det var den anden single fra Snoop Doggs debutalbum ”Doggystyle.”
Linkin Park: One More Light
Det tæller syv album fra det amerikanske band Linkin Park, når deres nyeste skud på stammen udkommer den 19. maj. Albummet har titlen ”One More Light” og er opfølger til ”The Hunting Party”, som udkom i 2014. Dengang gav GAFFAs anmelder Keld Rud albummet fire ud af seks stjerner og kaldte albummet ”det hårdeste og mest rå fra Linkin Park”. Læs den fulde anmeldelse her.
Den første single fra det nye album hedder ”Heavy” og har gæstevokaler fra sangerinden Kiiara. Trods titlen, er sangen ganske blød. Også den seneste single ”Battle Symphony” fra albummet er mere i den poppede retning. Hør selv efter lige her: