Nyhed

Guide: 11 essentielle album, du skal glæde dig til i marts

Hvis du ikke kan finde rundt i mængden af god musik, som kommer på gaden i marts, så får du her en guide fra GAFFA – med hvilke album du ikke må overse

Marts måned, den første forårsmåned, bliver fyldt med musik, så du gør klogt i at slå ørerne ud. De første store martsalbums er allerede sendt på gaden, blandt andre Ed Sheerans “÷” og Marwans "Partisaner". Her får du en overskuelig guide til, hvilke andre der fortjener din tid.

 

Love Shop: Risiko


I dag den 8. marts har Love Shop udgivet et nyt album, som har fået titlen ”Risiko”. Sanger og sangskriver Jens Unmack har beskrevet, at titlen meget tidligt blev et fikspunkt for det 11. studiealbum, da der nu er meget bandhistorie bag. Albummets udgivelse er startskuddet for den store ”Risiko-tour”, som starter i morgen den 9. marts på Turbinen i Randers.

 

Hør den nye plade her:


 

Depeche Mode: Spirit


Tilbage i oktober 2016 annoncerede Depeche Mode (billedet) en kommende verdensturné, samt at deres 14. studiealbum er på tapperne. Nu er tiden endelig kommet, den 17. marts udkommer albummet ”Spirit”. Den første single ”Where’s the Revolution” blev offentliggjort den 3. februar, hvor GAFFA-skribent Nicolas Hansen skrev, at det i sandhed er lyden af Depeche Mode – så glæd dig. Depeche Mode giver en pt. næsten udsolgt koncert i Parken 31. maj.

Se videoen til "Where's the Revolution" her:

 

Zara Larsson: So Good

Den 17. marts udkommer svenske Zara Larssons internationale debut-studiealbum, ”So Good” – hendes andet album i alt. Albummet indeholder flere allerede etablerede hits som ”Lush Life” og ”Ain’t My Fault”. Den 3. februar offentliggjorde Larsson en musikvideo til titelnummeret på det kommende album. Sangen er skrevet i samarbejde med Charlie Puth og er featuring Ty Dolla $ign. ”So Good” både lyder og ligner den flirtende Zara Larsson, som vi i forvejen kender hende – se selv:

 

The Jesus and Mary Chain: Damage and Joy

Det skotske band The Jesus & Mary Chain udgiver den 24. marts deres første studiealbum i 19 år, ”Damage and Joy”. Albummet bliver deres syvende og noget, fans har glædet sig til, lige siden rygterne om et nyt album allerede i 2007 tog til. Ventetiden har været lang, vi håber den har været det hele værd.

Bedøm selv med det foreløbige udspil her:

 

Bob Dylan: Triplicate

Bob Dylan har de seneste år set tilbage på den amerikanske sangskat med udgivelser af nyfortolkede gamle klassikere. Den 31. marts kommer det tredje album i rækken, ”Triplicate”. GAFFA har tidligere skrevet, at ”Triplicate” bliver et mere omfattende album end de to tidligere, da det indeholder 30 numre fordelt på 3 plader.

Hør Bob Dylans udgave af Frank Sinatras "I Could Have Told You":

 

Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse

Den 31. marts udkommer debutalbummet fra gruppen Katinka, ”Vi er ikke kønne nok til at danse”. GAFFA-skribent Lise Sastakauskas talte i november 2016 med Katinka Bjerregaard (forsanger og frontfigur i bandet) om blandt andet, hvad man kan forvente af debutalbummet: ”Jeg tror, at man kan forvente den samme ærlighed, men også mere musikalsk styrke. Vi sælger ikke længere kun vores følelser som små, bløde sange. Nu sælger vi dem også på en mere storslået, voldsom og aggressiv måde”. Katinka optræder i øvrigt til GAFFA-Prisen i Odeon i Odense 11. marts – læs mere her.

Se og hør Katinkas single "Idioter" her:

 

Alex Vargas: Cohere

Den 31. marts udsender den danske singer-songwriter Alex Vargas – der i øvrigt er nomineret til fire GAFFA-Priser – sit længeventede debutalbum, ”Cohere”. Om starten på Vargas debutalbum siger han selv: ”Touren var slut, og jeg havde lige lukket min første ep. Jeg stod lige der, helt tom, men samtidig fuld af energi – midt i Einsteins gamle gemakker – og fik lyst til at skrive endnu flere sange”. Læs mere om tankerne bag albummet og singlen ”Inclosure” lige her.

Høre en akustisk udgave af den seneste single:

 

Jamiroquai: Automaton

Også det Smukfest-aktuelle bandet Jamiroquai sender i marts et nyt album på gaden, det bliver deres ottende studiealbum. Den 31. marts udkommer ”Automaton”, som er bandets første album siden ”Rock Dust Light Star”, som udkom i 2010. Den 27. januar offentliggjorde Jamiroquai en musikvideo til titelnummeret, ”Automaton”. Singlen tager os på en futuristisk rejse, både med toner og elementer i musikvideoen.

Se med her:

 

Mastodon: Emperor of Sand

”Emperor of Sand” er det amerikanske metalband Mastodons syvende sudiealbum, det udkommer den 31. marts. Gruppen er blevet genforenet med produceren af deres album fra 2011, ”Crack The Skye”, Brendan O'Brien. Den 26. januar udkom singlen "Sultan’s Curse", som giver et godt indtryk af, hvad der er i vente.

Hør det her:

 

Nelly Furtado: The Ride

Den canadiske sangerinde Nelly Furtado udgiver den 31. marts sit sjette studiealbum. Det er Furtados eget pladeselskab, som udsender albummet. Den 27. januar offentliggjorde Nelly Furtado en kortfilm med samme titel som det kommende album, en lille teaser, så de ventende fans kunne glæde sig endnu mere. Filmen er i den grad kort, den varer kun fire minutter, se den her:

 

Tinie Tempah: Youth

Tinie Tempha har sit tredje studiealbum på vej, ”Youth”, som også udkommer den 31. marts. Den britiske rapper bliver på det nye album blandt andet gæstet af Jess Glynne, Wizkid og Zara Larsson – de allerede udsendte singler baner vejen for et album spækket med radiohits.

Hør den seneste single ”Text From Your Ex” her:

ANNONCE