Den amerikanske legende kan opleves på Djursland
Den amerikanske sangerinde, sangskriver og forfatter Patti Smith giver koncert 18. august på Sostrup Slot 13 kilometer nord for Grenaa på Djursland. Patti Smith medbringer sit band ved koncerten, som afholdes udendørs i slottets smukke omgivelser.
Patti Smith fyldte 30. december 2016 70 år, og i mere end fire årtier har hun været et af de vigtigste navne på den internationale musikscene.
Hun debuterede i 1975 med albummet Horses, som har fået klassikerstatus, og hun har udgivet ti yderligere albums siden da, senest Banga fra 2012. Samtidig er hun en markant forfatter, der både har udgivet digtsamlinger og erindringer, ikke mindst den meget roste selvbiografi Just Kids, der udkom i 2010.
Sostrup Slot ligger på Djursland, og slottet er 400 år gammelt. Efter at have haft mange forskellige ejere siden sin opførelse var Sostrup fra 1960 og frem ejet af en gruppe af cisterciensernonner i et halvt århundrede. Men i 2013 forlod nonnerne Sostrup, og i 2014 blev det historiske sted overtaget af sin nuværende ejer, Kirsten Bundgaard Swift.
Swifts vision for Sostrup er at skabe et både internationalt, nationalt og lokalt forankret mødested, der opmuntrer til refleksion gennem unikke oplevelser året rundt. Om Patti Smith-koncerten fortæller hun:
”Patti Smith har så stort et format, så stort et nærvær, at hun kunne stille sig op i en snusket gyde og stadig være fuldt ud betagende. Men når hun placeres i vores fantastiske omgivelser, vil oplevelsen blive løftet helt derop, hvor hestene får vinger. Jeg glæder mig til at byde hendes trofaste tilhængere velkommen på Sostrup, og jeg er sikker på, at koncerten bliver en ualmindeligt mindeværdig oplevelse.”
Foruden Patti Smith og hendes band kan publikum også glæde sig til et stort dansk navn som opvarmning ved koncerten. Hvem det bliver, offentliggøres i løbet af foråret.
Patti Smith er en hyppig gæst i Danmark, hvor hun som regel både trækker fulde huse og får fremragende anmeldelser. Det var også tilfældet ved hendes seneste danske koncert, i DR Koncerthuset 2. august 2016. Her uddelte GAFFAs anmelder Espen Strunk fem stjerner og skrev blandt andet:
"Undertegnede har oplevet både mere og mindre intense Patti Smith-koncerter end aftenens opvisning. Men jeg erindrer aldrig at have set hende så roligt og selvfølgeligt til stede i situationen fra start til slut; uformel, men alligevel i fuld kontrol over sine virkemidler. Værdig er måske i virkeligheden det rette ord." Læs hele anmeldelsen her.
Der er siddepladser ved koncerten. Billetterne sættes i salg fra i morgen tirsdag den 14. marts klokken 10.00.
Varm op med Patti Smiths intense fortolkning af Bob Dylan-klassikeren "A Hard Rain's A-Gonna Fall" fra Nobelpriskoncerten i Stockholm 13. december 2016: