Nyhed

Hvor er opmærksomheden på rocklegenders seksuelle forhold til mindreårige?

GAFFA.dk - Alt om musik

I ugerne efter #MeToo publicerer musikmagasinet Consequence Of Sound en artikel, hvor de sætter fokus på en række rockkoryfæer og deres tidligere seksuelle forhold til mindreårige.

I artiklen problematiseres det faktum, at artister som Anthony Keidis (Red Hot Chili Peppers), Steven Tyler (Aerosmith), Bill Wyman (The Rolling Stones), Chuck Berry, Jimmy Page (Led Zeppelin) og Iggy Pop alle har haft seksuel omgang med mindreårige, og alligevel lykkedes det dem at bibeholde deres position som ikoner. Dette selvom historierne har været kendt for offentligheden.

LÆS OGSÅ: Metalbandet Decaptitated anklaget for gruppevoldtægt efter koncert


I artiklen nævnes blandt andet et eksempel, som Anthony Kiedis selv skriver i sin biografi Scar Tissue fra 2005 om forholdet til en blot 14-årig pige. Et forhold, som også gav inspiration til nummeret “Catholic School Girls Rule”. Anthony Kiedis var på daværende tidspunkt 23 og fuldt bevidst om pigens alder. Han skriver i sin bog:

“Den næste dag kørte vi til Baton Rouge, og hun kom selvfølgelig med os. Da vi var færdige på scenen, kom hun direkte hen til mig og sagde “Jeg har noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Min far er politichef, og hele Louisiana leder efter mig, fordi jeg er forsvundet. Åh og i øvrigt – jeg er kun 14”. Jeg var ikke skræmt fra vid og sans, for i mit mere eller mindre desorienterede sind vidste jeg, at hvis hun fortalte politichefen, at hun var forelsket i mig, så ville han nok ikke ligefrem slæbe mig med ud på en mark og skyde mig. Alligevel ønskede jeg at bringe hende hjem i en helvedes fart. Herefter havde vi sex endnu en gang."

Magasinet henleder også opmærksomheden på den sørgelige historie om den dengang 27-årige Steven Tyler, som gjorde 16-årige Julia Holcomb gravid for derefter at tvinge hende til at gennemføre en abort. Tilbage i 2011 bragte lifesitenews.com historien om Holcombs ungdomsforelskelse, graviditet og sluttelige abort. Holcomb beretter:


“Lægen forklarede ikke hvordan proceduren var. Steven så hvordan lægen punkterede min livmoder med en stor nål. Derefter blev jeg ført til et andet rum for at vente på veerne. Steven sad ved min side på hospitalet, indtil det hele var overstået. Når sygeplejersken forlod rummet sniffede han kokain på bordet ved siden af min seng. På et tidspunkt tilbød han mig endda noget, men jeg vendte mig om, helt syg indeni. Steven så på mens babyen kom ud af mig. Han fortalte mig senere, da vi var i New Hampshire, at den blev født levende og herefter fik lov til at dø hen.”

LÆS OGSÅ: Fransk musikmagasin får tæv for dette forsidebillede

Holcomb har, som en af de få, gjort op med glorificeringen af rockikonet og negligeringen af en mindreårigs sårbarhed:


“Vores nations unge piger, i særdeleshed piger som mig, der har oplevet traumer og misbrug og er sårbare over for udnyttelse, skal ikke gøres til et seksuelt legetøj. De skal ikke tvinges til gennemføre en abort, blot for at frigøre deres mandlige partner fra et økonomisk ansvar, for derefter, ligesom det ufødte barn, at blive smidt væk som et uønsket objekt.” 

Hun har endvidere ageret ansigt for den kristne kampagne "Silent No More" fra 2012, hvor hun gennem sin historie sætter problematikken under spot: 

Artiklen fortsætter under videoen.

Alle detaljerne er offentligt kendt og alligevel er det som om, at informationen undermineres og negligeres af et glorificeret ikon og en imponerende diskografi.Vi står tilbage med et helt essentielt spørgsmål: Hvor er opmærksomheden på rocklegenders seksuelle forhold til mindreårige?

ANNONCE