Nyhed

Roskilde Festival udsat for kritik efter booking af heilende sanger

GAFFA.dk - Alt om musik

Roskilde Festival offentliggjorde forleden flere nye navne til næste års plakat, inklusive metal-bandet Scour med Phil Anselmo som forsanger. Anselmo gjorde sig særdeles negativt bemærket for sin nazi-salut og white power-opråb til en koncert den 22. januar 2016.

Roskilde Festival bliver kritiseret på Facebook (se nedenfor), efter festivalen offentliggjorde bookingen af Scour, som Phil Anselmo er forsanger for. Efter episoden sidste år i januar var amerikanske Anselmo ude med en officiel undskyldning, men det satte ikke en stopper for adskillige koncertaflysninger for hans andet band, metalgruppen Down og en udpræget fordømmelse fra andre i branchen.

LÆS OGSÅ: Phil Anselmo tilbyder at kvitte band efter nazi-hilsen


Hændelsen blev fanget på video og lagt op på YouTube. Anselmo – der også har en fortid som sanger i thrash metal-bandet Pantera – forsvarede sig med, at det blot var en joke og refererede til, at der blev drukket hvidvin backstage, men efter at Machine Heads Rob Flynn lagde et vredt modsvar op på Youtube, trak Anselmo sit forsvar tilbage og undskyldte. Han har siden forsøgt at reparere sit ry og endda tilbudt at trække sig tilbage fra Down

Artiklen fortsætter under videoen


GAFFA har talt med musikansvarlig for Roskilde Festival Anders Wahrén i forbindelse med kritikken.

Hvad er jeres svar til at mange har kritiseret jeres valg om at booke Scour, med Phil Anselmo som forsanger, til Roskilde Festival 2018?

– Jeg går ud fra, at det, de folk du henviser til kritiserer, er Phil Anselmos ageren og person, og at det ikke som sådan er bandet, for bandet Scour er jo ikke politisk eller på nogen måde talerør for nogen af de ting, som Phil Anselmo har været blandet ind i med sin episode i 2016. Men jeg synes selvfølgelig, at det er forståeligt, at der er nogen, der reagerer voldsomt på, at han har gjort, hvad han har gjort. For os at se er det dog rigtig vigtigt at se på bandet Scour, og se på om de står for noget, som vi ikke kan stå inde for. Og så må man derudover kigge på, om det er at give en mand et talerør for nogle holdninger, vi ikke kan stå inde for.


– Som han udtalte sig efter episoden i 2016, så mener vi, at den stærke afstandtagen, han selv har lagt, og de forklaringer han har forsøgt at komme med, men mest at alt det faktum, at han fortryder inderligt, og har bedt om tilgivelse og bedt om at få en chance til, det viser for os, at det er ikke en holdning han bakker op. Det er ikke fordi han er racistisk elle nazistisk anlagt og det er ikke en politisk overbevisning han er ude og prædike for eller sympatiserer med.

Er det noget, I overvejede inden bookingen fandt sted, at han er en kontroversiel profil i forhold til især jeres equality-temaer og tiltag?

– Ja det er klart, at vi overvejer jo altid, hvis der er sådan nogle kendte vedhæng ved de kunstnerne, som vi engagerer os med. Det mener jeg vi er nødt til at tage stilling til. Men jeg synes, at forskellen ligger i om bandet eller kunstneren, det kunne jo også have været en visuel kunstner eller nogle andre vi havde involveret os med; om de i deres virke støtter en eller anden særlig politisk overbevisning som er yderligtgående og radikal, og som vi ikke kan forlige os med.

Efter kritikken på Facebook har Roskilde Festival også været ude med en officiel forklaring på sin egen hjemmeside, som kan læses her.

 

ANNONCE