Nyhed

Fire nye navne til NorthSide

GAFFA.dk - Alt om musik

NorthSide offentliggør yderligere fire navne til næste års Festival. Både Tyler, The Creator, A Perfect Circle, Sleaford Mods og Aurora bliver en del af musikfesten.

Billetsalget til den niende udgave af NorthSide startede i september, og de fem første fem navne er allerede blevet annonceret. Festivalen afvikles fra den 7. til den 9. juni 2018 i Ådalen ved Aarhus. Denne gang torsdag til lørdag modsat det sædvanlige fredag til søndag.

LÆS OGSÅ: 5 ting, GAFFA tænker om NorthSide-programmet


Tyler, The Creator (US)

Han er rapper, tøjdesigner og leder af det kreative hiphopkollektiv Odd Future Wolf Gang Kill Them All. Tyler Gregory Okonma var kun 16, da han sammen med fem venner dannede Odd Future. Den innovative gruppe blev senere også musikalsk hjem for Frank Ocean og Earl Sweatshirt, som begge medvirker på gruppens eneste officielle udgivelse fra 2012. Allerede da havde Tyler, The Creator dog gang i en vild solokarriere, der blev sparket i gang med singlen ”Sandwitches” og den anarkistiske debutplade Goblins. Tyler-potentialet blev i endnu højere grad forløst på det nye album Flower Boy, som GAFFA kvitterede for med fem ud af seks stjerner: “Forfriskende ærlighed og et lydbillede, som ikke er højenergifokuseret, får albummet til at trone øverst i Tylers diskografi. Et modent album fra en af de mest interessante stemmer i hiphop. Indhold og produktion er en side af Tyler, jeg gerne vil se mere af.”

Måske husker du også Odd Futures svedige, intense og aggressive koncert på Roskilde Festival i 2011, hvor den ultraenergiske Tyler til trods for et brækket ben gav den fuld smadder i sin kørestol? Eller måske hans seneste danske visit i Store Vega i 2015, som GAFFA anerkendte med fire ud af seks stjerner og ordene: “Som udgangspunkt er tekstuniverset jo temmelig introvert og negativt, men Tyler rapper med et kæmpe smil i fjæset og akavede bevægelser, der indbyder til både at grine med og ad ham. Selvfølgelig er det en kollektivt større oplevelse at se lederen stå forrest i sin ulveflok. Det er også sjovest at se RZA, når han er leder af Wu-Tang Clan. Men det er egentlig uden Odd Future, at hans album-numre kommer til deres ret.”


Tyler, The Creator spiller på NorthSide lørdag den 9. juni 2018.

Lyt til "Who Dat Boy" fra Flower Boy herunder. 


A Perfect Circle (US)

Den amerikanske guitarist Billy Howerdel spillede midt i 90’erne en stribe af sine sange for Tool-sangeren Maynard James Keenan. Keenan blev så begejstret, at han dannede bandet A Perfect Circle med Howerdel. I 2002 udgav de albummet Mer de Noms som sikrede dem hits med singlerne "Judith", "3 Libras" og "The Hollow”. De følgende år holdt Keenan pause fra Tool og indspillede yderligere to plader med A Perfect Circle, inden de tog en pause på 10 år. Siden da har bandet kun spillet udvalgte koncerter primært i USA, men i foråret 2017 kom det frem, at bandet er ved at være klar til både at udsende deres fjerde album og tage på verdensturné igen.

Deres udspil udkommer i 2018, men du kan allerede nu høre singlen “The Doomed”. Både singlen og albummet er ligesom forgængeren eMOTIVe kommet til verden i en frustration over tingenes tilstand: “Det er på høje tid, vi kommer med en ny udgivelse. I lyset af det svære og polariserede sociale, spirituelle og politiske klima, der er i tiden, er vi kunstnertyper nødt til at åbne vores store munde og dele lyset lidt mere højlydt,” beretter Keenan.

A Perfect Circle spille på NorthSide fredag den 8. juni 2018.

Lyt til singlen "The Doomed" herunder. 

Sleaford Mods (UK)

De to amerikanske navne får europæisk selskab af engelske Sleaford Mods, der på en unik og særdeles hårdtslående måde kombinerer rap-punk med elektronisk musik og samfundskritiske tekster, der bliver spyttet ud med en tyk Nottingham-dialekt. Efter eget udsagn spiller Sleaford Mods ”electronic munt minimalist punk-hop for the working class and under”. Deres socialrealistiske overleveringer omhandler besøg i jobcentret, tømmermænd og social ulighed. Sceneshowet er minimalt, men meget udadvendt. Andrew Fearn styrer de primitive beats på laptop, mens Jason Williamson intenst spytter sine tekster ud i én lang form for stream of consciousness.

I sommer høstede duoen fem ud af seks stjerne på Roskilde Festival. GAFFAs skribent Simon Nielsen skrev således: “Sleaford Mods befinder sig et musikalsk grænseland mellem melankolsk post-punk, tung drum & bass og vild rave tilsat en bevidsthedsstrøm af politisk utilfredshed, og på ”I Can Tell” fra T.C.R. fanger den monotone post-punk publikum, imens volumen stiger. Jason Williamson spytter i mikrofonen, når han ikke udbryder epileptiske dyrelyde, og som aggressiviteten stiger skrues der op for bassen til stor begejstring for publikum.”

Lyt til "B.H.S" fra 2017-albummet English Tapas herunder. 

Aurora (NO)

Sidste navn i denne omgang er bergensiske Aurora Aksnes, eller slet og ret bare Aurora, der hittede massivt i hjemlandet med debutalbummet All My Demons Greeting Me as a Friend fra 2016. Den norske sangerinde har på kort tid skaffet sig fans eller "warriors", som hun selv ynder at kalde dem, opkaldt efter hendes nummer af samme navn. Herhjemme er det unge talent blandt andet kendt for ”Conqueror”, der blev brugt i kultserien Skam. De seneste år har Skandinavien skudt stjernefrø ud i den store verden, og norske Aurora er ingen undtagelse. Auroras smukke og underspillede vokal komplementeres flot med den simple, atmosfæriske og minimalistiske electropop.

All My Demons Greeting Me As Friends modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Rosa Louise Stilgren, der blandt andet skrev: "Aurora skal nok få tømret sit navn fast med en fin udgivelse, der får vist styrkerne af hendes potentiale."

Lyt til "Conqueror" herunder. 

LÆS OGSÅ: 5 ting, GAFFA tænker om NorthSide-programmet

 

ANNONCE