Sexede spader med appel som et bønnemøde for filatelister

Messetid i Østerbrohuset. Ikke en katolsk sådan, selv om selv ikke et hav af virile guitarer ikke kunne skjule en arrangementsform, som virker bedaget. Og hvor man bestemt ikke er ensom, hvis man er mand og et stykke over de tres.

De fynske arrangører havde taget det gamle navn tilbage, og idéen er egentlig god, for det er da bestemt hyggeligt, at når man har en interesse for guitarer, der er lidt ud over det sædvanlige, at de præsenteres så meget, men så er det altså ikke mere spændende. Ja, når sandheden skal frem er det måske lidt med en vibe af en kongres for filatelister. Og jeg skal ikke tage noget fra elskere af frimærker, bestemt ikke, men erklærede sexsymboler som elektriske guitarer må sgu kunne præsenteres på en måde, der ikke får missionærstillinger og andre yogaøvelser til at fremstå som vovede. Vi er altså galakser fra Jimi Hendrix og hans hvide stratocaster og linjer som "s'cuse me while I kiss the sky", som vi lunter rundt i Østerbrohuset.

Hellig gral

Ved Copenhagen Guitar Show var en af attraktionerne begge dage, at der blev holdt auktion over grej, og her var det især eksemplarer fra det, der fortsat er guitarsamleres hellige gral, nemlig elektriske guitarer fra 1950’erne og ind i 1960’erne, det man i forbindelse med Fender populært kalder pre-CBS. Betegnelsen som kan lyde som en nedvurdering af musikgiganten som købte Fender-fabrikken i 1965, er det dog ingenlunde, men handler om, at med CBS’ indtog var efterspørgslen på elektriske guitarer og især modeller som Telecaster og Stratocaster, så stor, at der dels ikke helt blev kælet for modellerne som i Leo Fenders dage, men måske især også at man ikke trak på samme lagre af langtidstørret træ, men i stedet for tog specielle ovne i brug. Og kendere kan altså godt høre forskel på, om træ er tørret over lang tid eller ej.

Til årets messe var det en Fender Stratocaster fra 1964, som fik en heldig ny ejer. GAFFA var dog ikke til stede under selve auktionen, og kan derfor kun drømme om, hvad prisen var og niveauet af den nye ejers ekstase. Men mon ikke begge var til at tage at føle på?

Hver gang de fynske arrangører holder den årlige messe, er der tradition for, at guitarister eller teknikere kigger forbi og holder clinics med de mange interesserede. Og i år var ingen undtagelse, hvor det måske især var folk som Guns ’N Roses-guitaristen Ron ”Bumblefoot” Thal og lyddesigneren Steen Skrydstrup, som blandt andet ville dele ud af sine erfaringer med at bygge pedalboards for verdensartister som Pink Floyd-guitaristen, David Gilmour, og The Edge fra U2.

En rigtig spade

Bortset fra det er det bestemt hyggeligt at komme på messen, og de virkelige lyspunkter er da også at møde andre nørder, som tager kærligheden til guitarer ud i kroge, man enten ikke lige havde set komme, eller som formår at gøre guitarer til hvermandseje. Og en sådan er Jan Irhøj.

Da jeg gik på Gladsaxe Gymnasium, var det ofte en fed trio fra Værløse, der spillede til festerne. Midtfugle var navnet, og guitaristen og sangeren skulle gå videre med sin musikerkarriere, der aldrig helt var efter den skabelon, de fleste følger. Og blandt de mere fede er Jan Irhøjs redningsservice for nødstedte guitarer. Populært sagt kan han ikke lade være, hvis han ser en smadret guitar eller en ældre model, der i virkeligheden lige skal have lidt forbedringer for igen at lyde sublimt. Og så er der Spaden.

Jan Irhøj har i årevis lavet forskellige modeller af sin spade. Ja, du hørte rigtigt. Selve kroppen er en ganske almindelig spade, som er perfekt til at grave grøfter. På den model, han havde med i år, var det dog et ganske almindeligt gribebræt, men tidligere versioner har været komplette med håndtag. Når det er sagt, er det i Irhøjs hænder forvandlet til en mere end gedigen guitar. Så hvis du har behov for at svinge spaden, kan du med fordel tage forbi Jan Irhøjs værksted i Nærum...

Ingen messe uden Kehlet

Finn Olafsson er selvfølgelig igen på messe som endorser for sin ven og samarbejdspartner, den blændende guitarbygger, Ole Kehlet. Og igen i år havde de en speciel guitar med, som var slankere og særdeles elegant. Men vi lader guitarbyggeren selv fortælle om fænomenet:

-Det er en Vienna-guitar eller såkaldt parlour-guitar, som er en tur tilbage til dengang, det hele startede med en guitar, der ikke overdøvede sangeren, siger Ole Kehlet, som fremhæver at det ligger i tiden at spille på mindre guitarer og søge det enkelte og i øvrigt oplyser, at han efterhånden har bygget 150 guitarer, oftest på bestilling fra kunstnere over hele verden. Også selv om prisniveauet for håndbyggede akustiske guitarer i fineste materialer nødvendigvis med rigtigt mange arbejdstimer lagt i ofte overstiger 50.000 kroner. Alligevel er der kunder nok til en Kehlet-guitar.

-Den nye guitar koster 40.000 kroner. Den er i ren mahogni, og det gælder også dækket, mens gribebrættet er af palisander, oplyser Ole Kehlet, der ofte har kunder, der ender med at købe adskillige guitarer, fordi det professionelle niveau er så højt, og man desuden får en egen behandling, hvad enten man søger ned til værkstedet på landet eller træffer ham i butikken på Nørrebro.

En duft af Crimson

En af den mere spektakulære nye iværksættere er Bjørn Rønnow fra Skanderborg, som har skabt firmaet Nordic Guitars, samt den spritnye Rotator-guitar, som umiddelbart ligner de stick-basser, som tidligere er blevet brugt af King Crimson-folk som Tony Levin og Trey Gunn. Og den kan altså rotere og er på en gang en guitar og en bas, som på et øjeblik kan vendes, så det ene eller det andet kommer i fokus. I den specielle letvægterversion, som Bjørn præsenterer på messen, er en, der har 6 basstrenge og 8 guitarstrenge. Og man må sige, at han er ferm til at få det til at lyde af noget.

-Den nye guitar er lavet af ahorn, som er noget specielt noget, jeg får fra Norge, hvor de normalt bruger det til gulve på sejlbåde. Men jeg har fundet ud af, at træet er eminent til guitarer, oplyser Bjørn Rønnow, der for det meste ikke bruger effekter, når han spiller på sin Rotator. Og skal man gå ud fra præsentationen, har den en fabelagtig lyd og synes revolutionerende nem at spille på.

Og prisen er til at betale - for nogle. 25.000 er introduktionsprisen, fortæller den idérige iværksætter.

Letvægter med bund

Jakob Rasmussen står i Luthman-standen, et firma som repræsenterer 80 mærker i Norden, inklusive kendte som guitarmærket Gibson og de særdeles populære nye forstærkere, Blackstar.

-Det er et fedt arrangement og et godt initiativ. Og dels møder vi vores kunder, som er butikkerne, og får en god snak med dem. Men også slut-brugerne, som kommer ude i butikkerne, og vi får vigtige snakke med dem, hvor de har mange spørgsmål til os, som de ikke nødvendigvis kan få besvaret andre steder, og det er jo spændende, beretter Jakob Rasmussen.

Hans firma, Luthman, har lige fået agentur i forhold til engelske Blackstar, som mange guitarister sværger til, fordi de lyder som en masse og samtidig ikke er så tunge som eksempelvis en Fender Super Reverb eller den forstærker, undertegnede selv spiler på, en Mesa Boogie Mark III.

-Det er en af de gamle folk fra Marshall i England, som byggede Blackstar. Og de findes i alle prisklasser og niveauer, lige fra point-to-point til de mere enkelte forstærkere til begynderen. Og jeg har det godt med at sælge både Blackstar, som er meget hurtigt voksende og klassikere som Gibson, hvor jeg godt kan lide de klassiske konstellationer som en Les Paul og en Marshall, men så med Blackstar alligevel kan tilbyde en forstærker, hvor du ikke behøver at have volumenen i bund for at presse rørene og få den rette lyd. Her kan de nye ting altså en masse, slutter Jakob Rasmussen.