Nyhed

The Breeders bryder tavsheden med ny single

GAFFA.dk - Alt om musik

The Breeders annoncerer deres tilbagevenden med singlen ”Wait in the Car”. Det er første gang siden det ikoniske album Last Splash fra 1993, at lineuppen fra dette album igen er samlet.

The Breeders startede som et sideprojekt for de rutinerede musikere Kim Deal (Pixies), Tanya Donelly (Throwing Muses), Josephine Wiggs (The Perfect Disaster) og Britt Walford (Slint). Sammen indspillede de i 1990 albummet Pod med den legendariske producer Steve Albini (Pixies, Nirvana, PJ Harvey med flere) bag knapperne. Senere rekrutterede Kim Deal sin søster Kelley på guitar og trommeslageren Jim Macpherson, mens Donelly og Walford gik ud, og de to gange Deal, Josephine Wiggs og Jim Macpherson udgav i 1993 det ikoniske album Last Splash. Lineuppen er i sandhed skiftet gennem årene, men Kim Deal står stadig i front, og nu er besætningen fra Last Splash atter samlet.

Gruppen hittede især med sangen "Cannonball" fra Last Splash. Videoen blev instrueret af Kim Gordon (Sonic Youth) samt Spike Jonze og var i heftig rotation på MTV.


Lyt til "Cannonball" herunder.

Artiklen fortsætter under videoen.


Amerikanerne gæstede Danmark senest i 2008 til et udsolgt Vega og vender nu tilbage med nye toner, når de igen spiller på Vega den 25. oktober.

Singlen "Wait in the Car" er frontløber i en serie af 7 udgivelser. En af disse vil være tilgængelige på startdatoen for bandets turné den 15. oktober (trykt på orange vinyl med et cover af Amon Düül II’s 1970-nummer ”Archangel’s Thunderbird”, indspillet med Steve Albini i Chicago). En anden vil være tilgængelig i udvalgte pladeforretninger fra den 27. oktober (trykt på gul vinyl med et cover af Devos ”Gates of Steel”). Detaljerne om den tredje version (der indeholder Kim Deals genfortolkning af Mike Nesmiths ”Joanne” og som trykkes på rød vinyl) vil blive annonceret senere på året. Hver enkelt version bliver trykt i et begrænset oplag på 1500 globalt.

Singlerne udkommer ligesom størstedelen af The Breeders' bagkatalog på det markante engelske indieselskab 4AD.


Lyt til “Wait in the Car” herunder.

 

ANNONCE