Nyhed

Gnawa og meget mere på festival

Københavns verdensmusikfestival er i fuld gang. Vi guider dig gennem nogle af de næste dages koncerter, hvor specielt en gnawakoncert fra Marokko tegner spændende

Copenhagen World Music Festival er i fuld gang, og der sker en masse indtil slutningen på søndag. Så er man til verdensmusik, er det med at kridte danseskoene og nysgerrigheden og se de forskellige kunstnere, der krydrer årets udgave af den årlige festival.

Vel at mærke en festival, der bliver til på trods af VLAK-regeringen frem for i kraft af samme. Da institutionen CKU - som i årenes løb støttede at en mængde kunstnere fra lande uden for Europa kom til Danmark og blandt andet stod for de savnede og sagnomspundne Images-festivaler - blev lukket i 2016, blev arrangører nødt til at stramme budgettet betydeligt ind, og derfor er det et mindre mirakel, at årets festival alligevel udviser så stor diversitet, som det er tilfældet.

Men nok skåltaler og til sagen:


 

I dag fredag anbefaler GAFFA at du tjekker følgende ud, ligesom vi berører morgendagens program. Tjek i øvrigt resten og søndagsprogrammet ud på festivalens hjemmeside, www.cphworld.dk:

 


Kl. 16.30: B. Vijayagopal Trio (Indien) – Koncertkirken, Blågårds Plads, Nørrebro

Hvis du kridter skoene og er i nærheden, kan du for 100 kr komme ind at se en virtuos på den indiske bansurifløjte, der er ledsaget af en tablaspiller. Det er autentisk klassisk musik ikke ulig den store mester Hariprasad Chaurasia. Tjek det ud.

Kl. 21.00: HudnaMetronomen, Frederiksberg. Entré kr. 80,-


Det er Århus’ bedste sazspiller, Orhan Özgür Turan, som har skabt dette roste og eklektiske verdensmusikorkester, som virkelig er spændende og leverer smagfuld og velspillet musik. Tjek dem ud!

 

Kl. 21: Feridah Rose – Bartof Station, Frederiksberg, entré 100 kr.

Feridah er en herboende Afrosoul-sangerinde, der over de sidste år har skabt sig et ry som en spændende sangerinde, der har taget musikken fra hjemlandet Uganda og nærliggende lande i Østafrika og gjort det til sit helt eget brand. Feridah Rose synger formidabelt og skal opleves.

 

LØRDAG:

Kl. 15: Afenginn + Hvalfugl – Sankt Hans Torv – gratis

Der er lagt op til folkefest, når et af Danmarks bedste globale orkestre lægger vejen forbi og spiller sin på en gang medrivende og virtuose musik. Anført af karismatiske Kim Nyberg vil de demonstrere, hvorfor de nærmest vinder Danish Music Award, hver gang de udgiver. Forvent en koncert, hvor genrer er en by i Finland og musikken sine steder rejser sig fra majestætisk nordisk tungsind via avantgardistisk fabuleren til virtuos og hurtig musik, hvor ingen kan stå stille.

 

Kl. 15: Marokkansk kulturdag – Kulturhuset KU.BE, Frederiksberg – fri entré

Det er moderne at tage på ferie til Marokko, hvor specielt Marrakesh har mange besøgende hvert år. Men hvordan er der så i det enorme land syd for Spanien. Det kan du opleve på den spændende bazar, hvor der også er mulighed for at smage den lokale mad og den berømte myntete. Ligesom man bagefter kan komme til vaskeægte Gnawa-koncert:

 

Kl. 20: Mehdi Nassouli & Band – Kulturhuset KU.BE, Frederiksberg

Mehdi Nassouli er en af de nye stjerner indenfor Gnawa, den specielle sufi-trance-musik med rødder i både vestafrikansk- og arabisk musik. Dertil kommer at Mehdi er berber fra Taroudant og medtager mange aspekter derfra, ikke mindst de spektakulære danse, som hans unge band er rigtigt ferme til. Uden sammenligning det arrangement undertegnede glæder mig til at se på festivalen.

 

For yderligt se festivalens hjemmeside: www.cphworld.dk

ANNONCE