GAFFA.dk – Alt om musik
Trommeslager, sanger, sangskriver og medstifter af det alternative amerikanske punkrockband Hüsker Dü, Grant Hart, er gået bort. Han blev 56 år efter en lang kamp mod cancer.
Dette rapporterer flere musikmedier, som NME og Billboard. Der findes i øjeblikket ingen officiel udtalelse fra hverken bandet eller pladeselskabet, men Hüsker Düs officielle Facebook-side postede følgende billede i dag uden kommentar.
Hüsker Dü blev dannet i 1979 i Saint Paul, Minnesota og bestod udover Grant Hart af sanger, guitarist og sangskriver Bob Mould og bassist Greg Norton. Med tiden er bandet blevet et af de mest indflydelsesrige bands inden for alternativ rock, og selvom de ikke fik nogen særlig stor kommerciel succes, har de inspireret bands som Pixies, Dinosaur Jr. og Nirvana.
Bandet udgav seks studiealbums i løbet af 80’erne. I 1988 blev de opløst, men medlemmerne har været aktive siden. Grant Hart udgav tilsammen fire soloalbum, hvoraf det sidste var ”The Argument” i 2013, et udspil der fik tre stjerner af GAFFAs anmelder. Grant Hart kommer dog nok mest til at blive husket for sit arbejde i Hüsker Dü.
Gruppens særegne, dansk/norsk-klingende navn stammer fra et amerikansk brætspil. Deres album ”Zen Arcade” fra 1984 regnes som en klassiker i dag. Lyt til det herunder.