GAFFA.dk – alt om musik
Thomas Helmig har netop offentliggjort, at han i marts 2018 giver fire store koncerter i Danmark.
1. marts Odeon, Odense
2. marts Ballerup Super Arena
9. og 10. marts Ceres Arena, Aarhus
Forsalget starter mandag den 11. september klokken 10.00
Dette bliver Helmigs eneste indendørskoncerter i 2018 – hvad sommeren byder på, vender han tilbage med senere.
Det er fire år siden, han sidst var ude at spille indendørs med sit band, en periode han blandt andet har brugt på at tage landet rundt med sit første soloshow “Mutters Alene” og give koncerter på NorthSide og Tinderbox 2017.
Nu er han som sagt tilbage, og bag han er det sædvanlige hold bestående af Claes Antonsen (trommer), Jacob Andersen (slagtøj), Christian Douglas (bas), Poul Reimann (keyboard), Søren Runge (keyboard) og Emil Falk (guitar).
GAFFA anmeldte senest Helmig på NorthSide 2017, hvor vi uddelte fire stjerner og blandt andet skrev:
"Han strutter af selvtillid: 'Det bliver fedt, det her. Jeg sætter mig bag rattet, og så kører vi den hjem sammen.' Det er også det, der sker. Der bliver ikke taget chancer, men spillet hit på hit på hit, mest på dansk, og folk skråler med af fulde hals." Læs hele anmeldelsen her.
Thomas Helmig arbejder for tiden på sit 16. studiealbum, efterfølgeren til "Kh Helmig" fra 2013. Udspillet ventes ude inden de kommende koncerter, og i maj udgav han singleforløberen "Saml det op".