Nyhed

Roots&Hybrid Festival offentliggør det fulde program

GAFFA.dk - alt om musik

Er du træt af at tænde for Spotify og finde de samme fire akkorder i samtlige sange, du bliver præsenteret for af dit programmerede behovsfeed? Så ryst hitlistens lyd af skuldrene og tag et smut forbi årets Spot Festival i Aarhus, hvor Roots&Hybrid Festival 2018 netop har offentliggjort sit fulde program. 

Roots&Hybrid blev lanceret for første gang sidste år som et initiativ, der skulle byde folkemusikken velkommen tilbage i de danske kanaler, der, ifølge festivalen, tilbyder en "meget begrænset opfattelse af, hvad der er populærmusik". Det skal ændres, når festivalen indtager Godsbanen fra den 10. til den 12. maj med folkemusik fra verdenens mindre eksponerede nichescener. 

Presseansvarlig på festivalen, Thomas Beyer fortæller således om festivalens rolle:


”Vi er overbeviste om, at vi her er med til at skabe noget vigtigt. Med Roots&Hybrid Festival 2018 vil vi give folk- og roots-musikken den scene, den fortjener. Vi ved af erfaring, hvor stærke live-oplevelser denne musik giver. Og med vores grundlæggende mål om at gøre det ukendte mindre fremmed er vi derfor meget begejstrede for musik, der i fusionen af fortid og fremtid samler et mangfoldigt publikum og samtidigt udvider den danske musikscenes spændvidde med helt nye rytmer, udtryk og muligheder.” 

Årets program bærer præg af førnævnte mangfoldighed. Ørkenrocken er ræpræsenteret af det Sahara-baserede Terakaft, et orkester af nordafrikanske musikere produceret af guitaristen Justin Adams, der lader guitarerne spille om kap i heden. Med deres seneste album Alone lagde de vejen forbi Danmark i 2015, og nu er muligheden der igen for at stifte bekendskab til med deres såkaldte ørkenrock.

LÆS OGSÅ: Effektiv ørkentur med Terakaft


Et andet prominent navn på årets program er den eksperimenterende franske dj-duo Acid Arab, der med en blanding af drum machines og arabiske fløjter skubber en bevægelse på den elektroniske musikscene, der siden Omar Souleymans fremkomst er blevet dyrket af fans verden over. Acid Arab har herigennem fået sparket døren ind til et vesterlandsk publikum, hvilket har resulteret i kommende optrædener på blandt andet Distortion Festival og nu også på Roots&Hybrid. 

Af danske navne på programmet kan nævnes Junglelyd, der i ganske bestemt forstand gør sig i elektroniske beats, der tager dig ind og ud af Amazonas og tilbage igen. 

Og for at blive i det sydamerikanske kan festivalen også præsentere avantgarde-musikeren Chancha Vía Circuito, der lader lyden af den spanske guitar og de svajende maracas duperes i nye skæve retninger, der giver en ubærlig trang til at vrikke med hofterne. Han teamer op i selskab med danske Gurli Octavia og den svensk/tyrkiske trompetist Ruhi Erdogan, og sammen giver de et fælles bud på, hvordan moderne elektronisk folkemusik kan lyde. 


Vi kommer vidt omkring i årets diverserede program, hvilket også begejstrer det turkise telts booker Evrim Citirikkaya:

”Vi er sindssygt stolte af årets program, som er fyldt med gode eksempler på vores Roots&Hybrid-profil, som rummer kunstnere, der bruger musikalske traditioner på nye og spændende måder. Vi har igennem årene oplevet en stigende grad af tillid fra publikum til det program, vi præsenterer til vores arrangementer, så selvom man ikke kender så mange af navnene, vil man kunne regne med, at de musikere vi præsenterer har en høj kvalitet. Og efter min mening bør fylde mere i det danske musiklandskab”.

Torsdag d. 10. maj

Chancha Vía Circuito (AR) x Gurli Octavia x Ruhi Erdogan (SE/TR)

Mames Babagenush (DK)

Junglelyd (DK)

DANISH VIBES #1 (DK)*

Fredag 11. maj

Acid Arab (FR)

Altin Gün (NL/TR)

Sherzandum (DK)

Gurli Octavia (DK)

Mary Jean (DK)

DANISH VIBES #2 (DK)*

Lørdag 12. maj

Terakaft (ML)

Elektro Hafiz (DE/TR)

Tako Lako (DK)

Afenginn (DK)

Bad Birthday (DK)

Abekejser (DK)

Black Sand (DK)

*To navne præsenteres i samarbejde med Danish Vibes, disse offentligøres tirsdag 17. april

ANNONCE