Nyhed

Tag en dukkert i "Øresund" med multitalentet Ponti

GAFFA.dk - Alt om musik

En vokal for sig selv, ærligt tekstunivers på dansk og pompøs pop om ungdommens år. I dag er Pontis single "Øresund" på gaden.

Den 23-årige Emil Pontoppidan, manden bag projektet Ponti, står bag alle sangens indspilninger pånær trommerne, og har også selv skrevet "Øresund". Som sangskriver kredser hans tekster omkring forvirringen i start tyverne, presset fra samfund og alle andre omkring en. Det kan også høres på “Øresund”, hvor forventningen om at trække sig selv op fra et deprimerende sort hul føles uoverskueligt.

Sangen er da også skrevet, i mens Ponti har været på flugt fra storbyens larm - da han boede i en campingvogn i Dragør med udsigt over Øresund. Man rammer bunden, og må på en eller anden måde finde sig selv, før man så kan trække sig selv op igen. 

LÆS OGSÅ: Duks og Sherpa på anden dag af KarriereKanonen på Spot (live-anmeldelse af Ponti 2017)

- “Øresund” er et råb om hjælp. Nogle gange kan man føle at alle kigger ned på en, fordi man er usikker på sig selv, men hold nu kæft, hvem føler ikke, at folk holder øje med en? Omgivelserne gav mig blod på tanden samt inspiration til at skrive nye sange og det lykkedes mig da også, at få strøm på vognen, så jeg kunne indspille de første demoer til mit kommende projekt, Ponti.

Ponti var i 2017 med i KarriereKanonen, hvilket resulterede i spilledage på både SPOT Festival og Smukfest. I løbet af vinteren har han været på turné med Aksglæde - en turné der bragte fans i anmelderstaben.

Inspirationen er hentet hos danske kunstnere som Steppeulvene, Anne Linnet og Lars H.U.G, der især træder frem i sammenhæng med Pontis fokus på melodien, kærligheden til det danske sprog og guitarernes markante plads i lydbilledet.

ANNONCE