Nyhed

Nicklas Sahl skruer op for charmen i musikvideo

GAFFA.dk – alt om musik

Det unge jyske talent Nicklas Sahl viser sin karisma og stærke stemme i ny musikvideo til hittet "New Eyes". Se videoen nedenfor. 

"It's like you've got new eyes on me. Eating up my body. Like you've got new eyes on me" er nogle af linjerne fra den 21-årige Nicklas Sahls hit "New Eyes", som du formentlig allerede har hørt i radioen i løbet af den solrige sommer. Singlen har nu fået en tilhørende flot musikvideo, som er filmet i ét take i Kødbyen en tidlig morgen, hvor Nicklas står i det rå og mennesketomme industriområde med sin guitar omkring sig og leverer linjerne med stor intensitet. 

Den nye single, som udkom den 22. juni, har netop rundet de to millioner streaminger på Spotify, blandt andet som resultat af placeringerne på de store playlister i USA og Filippinerne. 

LÆS OGSÅ: Upcoming Nicklas Sahl leverer smuk, akustisk video

Den unge mand startede allerede som 7-årig i musikskole, der blev startskuddet på hans musikkarriere. Sidenhen har musikken fyldt en stor del i Nicklas' liv og hverdag, hvor han blandt andet har deltaget i sangskrivercamps, gået på musikalsk efterskole og spillet i eget festband. Sidste år efter sin studentereksamen tog Nicklas vejen fra den jyske provinsby, Hadsten hen over storbæltsbroen til hovedstaden, for at jagte en pladekontrakt – som lykkedes ham i januar hos Warner Music. Den 6. april 2018 blev dagen, hvor Nicklas smed sin debutsinglen "HERO" på gaden.

Nicklas Sahl åbner Bøgescenen på SmukFest på fredag den 10. august, hvor der vil være rig mulighed for at danse med på charmørens store hits. 

Har du ikke sikret dig billet til udsolgte SmukFest, har du chancen for at se upcoming-talentet på Ideal Bar i København den 26. oktober og på Headquarters i Aarhus den 27. oktober. Derudover er Nicklas Sahl supportnavnet til Alex Vargas' danske efterårskoncerter. 

 

ANNONCE