GAFFA.dk - alt om musik
Taknemmelighed og ære forklædt i tårer, luftkys og korsets tegn bliver i disse dage sendt mod Aretha Franklins åbne kiste af de mange fans, der er mødt op for at tage en sidste afsked med sanglegenden.
På Charles H. Wright Museum of African American History i Detroit er det i disse dage muligt at få et sidste glimt af Aretha Franklin. Noget, flere tusinde fans har benyttet sig af. Flere end 200 har sågar ligget i kø på fortorvet foran museet siden mandag for at være de første til at sende den storslåede sangerinde kærlighed og hæder med på sin sidste rejse.
LÆS OGSÅ: Stjerner hylder Aretha Franklin
I en bronzebelagt kiste omringet af roser i alle verdens farver ligger "Queen of Soul" til frit skue beklædt i rød kjole og matchende røde stiletter til en ceremoniel fremvisning a la lit de parade til tonerne af Franklins gospelsange.
LÆS OGSÅ: Aretha Franklin vil blive begravet i hjembyen
Den egentlige begravelsesceremoni vil blive afholdt fredag i denne uge og vil ligeledes finde sted i Franklins hjemby Detroit. Ud over familie og venner vil en række stjerner som Stevie Wonder, Faith Hill, Jennifer Hudson og Chaka Khan deltage i begivenheden og hylde deres uforglemmelige kollega med optrædener.
Franklin døde den 16. august efter et længere kræftforløb. Hun blev 76 år.