Nyhed

Jamie Cullum til Danmark

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Jamie Cullum er øverst på plakaten, når den akustiske jazz-, soul- og folkfestival Jam Days løber af stablen den 7.-9. august 2019

Det engelske popjazzfænomen vender atter tilbage til det danske land. Og denne gang er det Odense, der får æren. Den folkelige festival har lige siden år ét forsøgt at få fingrene i den unge crooner, og nu er det endelig lykkedes.

Det verdensberømte jazzfænomen har siden gennembrudsalbummet Twentysomething fra 2003 solgt mere end ti millioner album på verdensplan og vundet adskillige priser såsom to Golden Globes og en Grammy. Det seneste udspil fra crooneren var Interlude fra 2014.


LÆS OGSÅ: Jamie Cullum – En ældre popgentlemam

Jam Days er en odenseansk byfestival med både inden- og udenlandske artister inden for de klassiske genrer jazz, blues, folk og det midt imellem. Som noget nyt vil festivalen i år også byde på talks, foredrag, filmvisninger og meget mere – alt sammen med afsæt i kærlighed til musikken.

Efter en markant nedskæring fra kommunens musikudvalg stod festivalen i år til at lukke. Heldigvis slog Odense Byråd til og reddede festivalen lige på falderebet, til glæde for byens mange publikumgængere. Planlægningen af årets festival er derfor i fuld gang, og programmet vil løbende blive afsløret.


LÆS OGSÅ: Jamie Cullum – Harry Potter på klaver

Den engelske sanger og pianist gav senest dansk koncert til Jazz Festival både i Aarhus og København sidste år. Sidstnævnte koncert imponerede GAFFAs anmelder nok til at hive seks ud af seks stjerner hjem, hvor der blandt andet blev skrevet: "Det er altså ikke at tage munden for fuld at sige, at crooneren Cullum beherskede jazzscenen med en attitude, som man ellers kun finder i poppen eller rocken". 

Jamie Cullum annoncerede i oktober en koncert i Musikkens Hus i Aalborg 29. marts, og den koncert er udsolgt.


Billetsalget til Odense-koncerten er skudt i gang

Varm op til koncerten med Cullums nyeste sang "Love Is In The Picture": 

 

ANNONCE