Nyhed

Lisa Stansfield giver dansk koncert

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Lisa Stansfield giver koncert i DR Koncertsalen lørdag den 23. november 2019

Når den britiske stjernesangerinde slår vejen forbi hovedstaden og sine danske fans, vil den smukke koncertsal sandsynligvis udsættes for en helt særlig stemning af nostalgi. Koncerten indgår nemlig i en større jubilæums-tour, der vil markere 30 året for det multiplatinsælgende debutalbum Affection.

I 1989 dryssede stjernestøvet ned over Stansfield, der modtog guld og roser for albummet. Foruden to Grammy-nomineringer høstede pladen tre BRIT Awards, en Billboard Music Award og en World Music Award. Sangerinden bragede igennem æteren med sin flair for soul, r&b og brit-house, og særligt singlen "All Around The World" fik status som et megahit – som de fleste stadig kan skråle med på.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lisa Stansfield: Live In Manchester

Det var da heller ikke helt uden ærefrygt, at stjernen tog hul på det 30 år gamle hitmateriale:

– I starten var der en lille frygt for det, men vi tænkte "Fuck det, lad os bare gøre det og se, hvad der sker", siger hun og uddyber:


– Det føles rigtigt at fejre det. Livet er en cyklus, og ligeså er musik. Lige nu, i dette nuværende klima, giver Affection fuld mening.

Siden kickstarten i 1989 har Stansfield udgivet yderligere syv album, sidst Deeper fra april i år. Så mon ikke sætlisten byder på en del af de øvrige favoritter og klassikere, når hun indtager scenen i DR koncertsal.

Billetsalget starter den 5. december klokken 10

ANNONCE