Nyhed

Fergie beklager udskældt fremførelse af den amerikanske nationalsang

GAFFA.dk – alt om musik

Fergie har fået stor kritik for sin fremførelse af den amerikanske nationalsang, "Star-Spangled Banner", ved en NBA-all star-basketballkamp i Staples Center i Los Angeles søndag aften. Nu har hun beklaget sin optræden, som du kan se ovenfor.

Black Eyed Peas-sangerindens langsomme version af sangen ramte godt nok de rigtige toner, men var præget af overvejende højdramatiske fraseringer, blandet med passager, der næsten blev hvisket frem med en sexet stemme, og det faldt ikke i god jord hos mange tilhørere. Ifølge Associated Press var der dæmpet latter i salen på et tidspunkt under Fergies sang, mens den tidligere NBA-spiller Draymond Green blev fanget på storskærm med et forbavset ansigt. Efter Fergies sang udtalte tv-kommentatoren Charles Barkley: "Nu har jeg brug for en cigaret," og på de sociale medier er dommen hård – læs et udvalg, fundet af NME, nedenfor.

Fergie har dog fået opbakning fra en anden tidligere NBA-spiller, Shaquille O'Neal, der udtalte: "Fergie, jeg elsker dig. Det var anderledes. Det var sexet. Jeg kunne lide den. Lad hende være i fred."


Kritikken har fået Fergie til at udtale følgende til TMZ: "Jeg har altid været beæret og stolt over at optræde med nationalsangen, og i aftes ville jeg gøre noget helt særligt for NBA. Jeg kan godt lide at tage chancer kunstnerisk, men det er klart, at denne version ikke ramte den stemning, der var hensigten. Jeg elsker dette land, og ærlig talt gjorde jeg mit bedste.".

Fergie udgav i september 2017 sit andet soloalbum, Double Dutchess, hendes første soloudspil i 11 år. GAFFAs anmelder var ikke imponeret og gav blot én stjerne.

LÆS OGSÅ: Fergie må have indflydelsesrige venner i musikbranchen


ANNONCE