GAFFA.dk – alt om musik
Gruppevoldtægtssagen mod det polske dødsmetalband Decapitated er blevet droppet, skriver The Spokesman Review, den lokale avis i Spokane, Washington.
Bandmedlemmerne blev anklaget for at have gruppevoldtaget en fan i deres turbus efter deres koncert i byen den 31. august sidste år. De fire musikere blev anholdt og varetægtsfængslet, men blev løsladt mod kaution i december. De har hele tiden nægtet sig skyldige. Retssagen skulle være påbegyndt den 16. januar, men den er nu droppet.
Det er den offentlige viceanklager i Spokane County, Kelly Fitzgerald, der har anmodet om, at sagen skal droppes, "without prejudice", som det hedder i amerikansk lovsprog, hvilket betyder, at det vil være muligt at anlægge en ny retssag på et senere tidspunkt, hvis nye oplysninger skulle dukke op. Årsagen til, at sagen nu falder, er "ofrets velbefindende" og "i retfærdighedens interesse".
"Dette har været traumatisk for hende. Det er tydeligt, at dette er en sag med mange forsvarere, og det ville blive en lang retssag," siger Kelly Fitzgerald og tilføjer: "Vi har diskuteret med hende og hendes advokater og føler på dette tidspunkt, at det er bedst for hende at komme sig."
LÆS OGSÅ: Kvinden, der anmeldte Nelly for voldtægt, vil ikke vidne mod ham
Steve Graham, forsvarer for bandets guitarist Waclaw Kieltaya, fortæller, at hvis retssagen var gået i gang, ville talrige vidner kunne fortælle, at kvinden masede rundt forrest i moshpitten og også hoppede op på scenen, og de skrammer, der ifølge hende var blevet påført hende under voldtægten, i virkeligheden stammede fra hendes heftige bevægelser foran scenen. "Hun blev skubbet lige så meget rundt som alle andre dér," siger Graham.
Graham siger videre, at kvinden i 2014 indrømmede at have løjet over for politiet i en retssag, hvor hendes kæreste havde været i slagsmål med tre personer. Kvinden sagde dengang, at hun var blevet angrebet af de tre personer, men indrømmede senere over for politiet, at det i virkeligheden var hendes kæreste, der havde slået hende.
De fire musikere rejser nu hjem til Polen i nærmeste fremtid og takker på Facebook deres familie, fans og venner for støtten under sagen.
Decapitated er et anerkendt band inden for dødsmetallen, og deres seneste album, Anticult fra sidste år, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud under overskriften "Grænseoverskridende metal af ypperste kvalitet". Læs hele anmeldelsen her.
Se musikvideoen til "Earth Scar" fra albummet Anticult: