Nyhed

Peter Sommer omfavner kærligheden på nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

Peter Sommer har netop offentliggjort, at han 9. marts udgiver sit femte soloalbum, Elskede at drømme, drømmer om at elske. Et album, hvor han med egne ord omfavner kærligheden og tilværelsens tvetydigheder, og hvor han på albummets første side akkompagneres af sit faste orkester Tiggerne og på den anden side af nogle nye samarbejdspartnere, jazzduoen Bremer/McCoy. 

Albummet indeholder blandt andet de tre singler, Sommer har udgivet over det sidste år, "Skønne spildte kræfter", "Bittersød natskygge" og "Sand kærlighedshistorie". Sidstnævnte blev under tilblivelsen fulgt af DR’s podcastprojekt Elsker dig for evigt. Det er ifølge Peter Sommer blevet den første rigtige kærlighedssang, han nogensinde har skrevet. I en pressemeddelelse udtaler han:

”Den her plade er en sand kærlighedshistorie med alt det, der er i sande kærlighedshistorier: modstand, tvivl, savn, eufori, forhindringer, samhørighed, begær, stor lykke. Den er ikke naivt rosenrød, men den er stærk som et bøgetræ," forklarer Sommer og fortsætter:


"Som ung drømmer man om at blive til alt muligt, og for mit vedkommende var det bandet Oasis, der virkelig gav mig drømmen om at skabe en tilværelse for mig selv som sanger og sangskriver. Den drøm havde en omkostning. Det er en ret klassisk historie om et kærlighedsforhold i ungdommen, der går i stykker, fordi ambitionerne om, hvor man kan komme hen med sine egne drømme, er større end drømmen om at være sammen.”

Som en anekdote kan det tilføjes, at han i dag er gift med sin ungdoms tabte kærlighed, som han fandt sammen med igen for få år siden, og de har også stiftet familie. Dermed er han et helt andet sted end på sit hidtil seneste album, det fem år gamle, skilsmissepåvirkede og forholdsvis elektroniske Alt forladt.

LÆS OGSÅ: Peter Sommer-interview anno 2013: Jeg skiver om det, der holder mig vågen om natten


Elskede at drømme, drømmer om at elske er på side 1 indspillet med Sommers faste orkester Tiggerne og på side 2 med nogle nye samarbejdspartnere, jazzduoen Bremer/McCoy alias Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, synths og kor. Sommer foretog en lignende opdeling på andet og sidste album med sin gamle duo Superjeg, hvis album Øst/Vest fra 2003 bestod af en elektronisk cd 1 og en håndspillet og rocket cd 2.

Det nye album gæstes af blandt andre Turbolens alias Bo Rune Madsen på sang og guitar plus børnekor samt Mikael Simpson på mundharpe og Benjamin Hav fra Benal på vokal.

 


Tracklisten på Elskede at drømme, drømmer om at elske ser ud som følger:

Skønne spildte kræfter

Elskede at drømme, drømmer om at elske

Bittersød natskygge

Sand kærlighedshistorie

Det evige nu

Fremmede i tiden (feauturing Turbolens)

Ny chauffør (featuring Mikael Simpson)

Faret vild i den samme skov

Mission (featuring Benjamin Hav)

Slutter aldrig

 

 

Peter Sommer følger albummet op med en turné, der bringer ham til følgende byer:

22.03.18: Kolding, Godset

23.03.18: Aalborg, Musikkens Hus

24.03.18: Aarhus, Musikhuset

29.03.18: Roskilde, Gimle

30.03.18: Holbæk, Elværket

31.03.18: København, DR Koncertsalen

05.04.18: Herning, Fermaten

06.04.18: Esbjerg, Musikhus

07.04.18: Skanderborg, Kulturhus

 

Varm op med "Sand kærlighedshistorie":

ANNONCE