Nyhed

Britisk ikon: Rockstjerner sexchikanerer ikke kvinder – det behøver vi ikke

GAFFA.dk – alt om musik

The Who-vokalist Roger Daltrey angriber i et nyt interview blandt andre Labour-leder Jeremy Corbyn og #MeToo-bevægelsen.

Den på scenen så energiske Daltrey (74 år) er blevet interviewet af avisen Daily Mail i forbindelse med lanceringen af et nyt soloalbum, As Long As I Have You, hans første soloalbum i 25 år.

"Jeremy Corbyn er ikke socialist. Han er kommunist. Vær ærlig om dét og se, hvor mange stemmer du får, Jeremy. Ellers flytter du ind på Downing Street på falske præmisser," siger han blandt andet om den populære partileder fra Labour.


Daltrey går også til angreb på #MeToo-bevægelsen i interviewet:

"Hvorfor skulle en rockstjerne have behov for at trænge sig ind på kvinder? Det plejer at være omvendt. Jeg ville gerne have haft et pund for hver kvinde, som har taget mig på røven. Mick Jagger ville være blevet milliardær, hvis det havde været sådan."

Artiklen fortsætter under videoen.

Anklager om misbrug, som er kommet til overfladen efter mange år, synes Daltrey heller ikke om.


"Jeg finder hele sagen så ubehagelig. Det er altid påstande, og det er bare slibrigt lort," siger han og trækker linjer til de meget omtalte anklager om downloading af børneporno mod The Who-guitarist Pete Townshend for 15 år siden.


"Han havde ingenting på sin computer i det hele taget. Han blev anklaget for at have downloadet ting, anklaget for det ene og det andet. De fandt aldrig en eneste ting på 35 computere. Det hele var en joke."

The Who blev dannet i 1964 og er blandt andet kendt for klassiske rocksange som "Won't Get Fooled Again", "My Generation", "Pinball Wizard", "Baba O'Riley" og "The Kids Are Alright". Trommeslager Keith Moon døde i 1978, og bassist John Entwistle gik bort i 2002.

Siden har Daltrey og guitarist Pete Townshend ledt bandet videre, og deres hidtil seneste album, Endless Wire, udkom i 2006. Året efter spillede de på Roskilde Festival.

 
ANNONCE