Nyhed

"John Mogensen" på Danmarksturné

GAFFA.dk – Alt om musik

Rasmus Bjerg hylder næste år John Mogensen, musikken og historien på en Danmarksturné.

"John Mogensen" tager på Danmarksturné og inviterer publikum til fest. Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående, ikke mindst i de danske hjerter. Siden premieren på Ole Bornedals biografiske drama Så længe jeg lever, er mere end 400.000 publikummer gået i biografen for at opleve Rasmus Bjerg i rollen som en af Danmarks mest folkekære musikere, der gik bort alt for tidligt i en alder af 48. John Mogensen ville i år have fyldt 90 år.

Nu er stjernen bragt til live. Den 22. marts 2019 drager Rasmus Bjerg på Danmarksturné i rollen som John Mogensen i selskab med filmkomponist og kapelmester Jeppe Kaas og hans otte mands orkester. Showet hedder kort og godt "John" og kombinerer live-koncert, teater og et særligt visuelt show.


"Det bliver en folkefest for hele familien," lover Rasmus Bjerg, som er en af initiativtagerne til koncertrækken. "Det skal ikke være så pænt og fornemt, for det havde ikke været i John Mogensens ånd. Det skal være ægte!", siger han og henviser til Mogensens poetiske beskrivelse af dansktoppen som "…dig og mig, den dejligste kop kaffe, du drikker, bilen der kører forbi hver dag. Den er alt det og ingenting, der sker hver eneste dag."

LÆS OGSÅ: Se Rasmus Bjerg og Stig Rossen i sangduel hos Breinholt

"Vi håber, John Mogensens fans vil tage børn og børnebørn med i hånden og introducere dem til den musik, der efterhånden har glædet generationer", siger Rasmus Bjerg og tilføjer: "Nu vil jeg ikke disse Adam Oehlenschläger, men jeg synes, John Mogensen har skabt nogle herligt flabede konkurrenter til Danmarks nationalsang. Du skal faktisk lede længe efter en, som ikke kan synge bare lidt med på "Der er noget galt i Danmark" eller "Fut i fejemøjet". Og det er da ret fantastisk!."


LÆS OGSÅ: Elvis Presley giver koncert i København i 2018

Artiklen fortsætter under videoen.

Se DR2 Tema's dokumentar "Store Danskere – John Mogensen" her:

 

Rasmus Bjerg fortolker John Mogensen her:


22. marts – Musikteateret Holstebro
23. marts – Musikhuset Aarhus
05. april – Jysk Musikteater, Silkeborg
06. april – Musikkens Hus, Aalborg
12. april – Vejle Musikteater
13. april – Det Kgl. Teater, Kbh
18. april – Nykøbing F. Teater
19. april – Arena Åbenrå
20. april – Odeon, Odense
26. april – Arena Næstved
27. april – Musikhuset Esbjerg

Billetsalget er netop startet.

ANNONCE