Nyhed

Dansk boyband går i opløsning

GAFFA.dk – Alt om musik

Ungt dansk boyband går fra hinanden efter fire år.

Danske Page Four, der står bag hits som "Du og jeg – Magi i luften", "Sommer" og "Fucking smuk", går i opløsning efter fire år. Dette har bandet meddelt på deres Facebook-side.

"Det har været fire år, som vi har nydt i fulde drag, og som har budt på oplevelser, vi knap turde drømme om, inden vi mødte hinanden. Vi har stået på både de største og mindste scener i landet, optrådt på landsdækkende tv og til konfirmationer, og vi har mødt fans fra to til 100 år. Vores drømme gik i opfyldelse, og ingen af disse oplevelser vil vi bytte for noget i verden", skriver bandet på Facebook og fortsætter:


"I derude har været de bedste fans, man overhovedet kunne ønske sig! Nogen har været med fra start, andre er kommet til undervejs, men fælles for alle er det, at vi ikke kunne have gjort det uden jer. I har været en lige så stor del af Page Four, som vi har, og det skylder vi jer et ydmygt tak for. Tak for alle de koncerter, I er kommet til, de mange timer, I har ventet i al slags vejr, og de mange kilometer, I er rejst for at se os", lyder det i Facebook-opslaget.

Page Four består af Stefan Hjorth, Jonas Eilskov, Lauritz Emil Christiansen og Pelle Højer Pedersen. 


Ekstra Bladet har forsøgt at få en udtalelse fra gruppen, men deres manager Andreas Holmsgaard oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer.

I Facebook-opslaget fortæller Page Four, at de gennemfører deres forårsturné som planlagt.

Gruppen nåede at udgive ni singler i årene 2014-17 samt albummet Page Four i 2016.


LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Page Four: Musikhuset Aarhus – Rytmisk Sal

Se musikvideoen til "Sommer" fra 2015:

ANNONCE