Nyhed

Den nye rap-dronning Cardi B udgiver album

GAFFA.dk - Alt om musik

Cardi B har offentliggjort, at hendes længe ventede debutalbum lander denne april.

Det var til gårsdagens iHeartRadio Awards, hvor Cardi B modtog en pris for bedste nye artist, at "Bodak Yellow"-rapperen under sin takketale kunne fortælle følgende: “Nyt album til april – stay tuned, motherfuckers”. Se hele takketalen længere nede i artiklen. 

Cardi B er den første kvindelige musiker til at have fem singler på Billboards top-ti liste "Hot R&B/Hip-Hop chart" i den samme uge, hvor hun slår Beyoncés rekord på fire singler, men fortsat ligger bag Drakes rekord på otte singler indenfor samme uge.
 


Rapperinden er da nok også den største kvinde indenfor rap siden Nicki Minaj og bliver ofte omtalt som den nye rap-dronning. 25-årige Cardi B er fra Bronx, New York og har formået på kort tid at tage rejsen fra et turbulent liv som bandemedlem og stripper til SoMe-personlighed, reality-tv-stjerne og rapper.

Hun har lavet et remix med manden selv Bruno Mars til "Finesse", der har ledt til en kombineret turné i USA fra de to dette forår. Du kan selv opleve Cardi B's hårde attitude på dette års Roskilde Festival, hvor hun spiller onsdag den 4. juli. 

ANNONCE