Nyhed

Oliver Bjerrehuus får bank på Christiania i ny musikvideo

GAFFA.dk – alt om musik

Fotomodellen med mere Oliver Bjerrehuus har en fremtrædende rolle i en ny musikvideo med den danske sanger og sangskriver Jonathan Ranson. 

Jonathan Ranson, med det borgerlige navn Jonathan Göransson, er født, opvokset og bosat på Christiania, og han er nu klar med sin debutsingle, "Sleepwalkers and Honeymoonstalkers", i et country-poppet udtryk.

I den tilhørende musikvideo, der også er optaget på Christiania, har Oliver Bjerrehuus en fremtrædende rolle. Bjerrehuus vælter beruset rundt, bliver smidt ud af værtshuset Woodstock, får bank af en pusher og falder til sidst i søvn på en bænk. Det passer fint til sangen, som er inspireret af Ransons ungdommelige by- og drukture og de mennesker, han har mødt dér. En tid, Ranson nu har lagt bag sig.


"Jeg flygtede som ung voksen ind i lange byture og i virkeligheden nok også fra det ansvar, der følger med at blive voksen. Men det kan jeg først se nu”, siger Jonathan Ranson.

Oliver Bjerrehuus fortæller: ”Jeg har altid kommet meget på Christiania, hvor jeg har spillet og indspillet musik. Jeg er stor fan af Christianias åbne musikmiljø, og jeg elsker at være derude. Der er masser af kreativitet, god musik og dygtige musikere. Jonathan er en af dem. Jeg kender ham netop fra Christiania, hvor jeg altid har set ham med et stort smil sidde og synge og spille på sin akustiske guitar. Jonathan har et eller andet helt specielt. Han rammer mit hjerte med sin musik og tekster, og så er han en utrolig dygtig historiefortæller."

Jonathan Ranson kan opleves live på Operaen på Christiania den 15. marts. Ud over Jonathan Ranson optræder også Tony Vibrato, Paul Clarke og Young Cactus, hvilket er et alias for dancehallvokalisten Kaka, når han synger på engelsk.

ANNONCE