GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Det spritnye danske band ilt har netop udgivet en stemningsfuld musikvideo.
Tag godt i mod det purunge band ilt, der netop har sat levende billeder til tredjesinglen "She Must Be a Cloud”. I videoen tager en 8-årig pige dig med på byvandring rundt i Københavns gader og stræder – mens hun på egen hånd, nærmest usynligt, bevæger sig gennem mængden.
Videoen er produceret af ilt i samarbejde med det engelske filmselskab Drømpolis. Mens selve plottet er simpelt vises aspekter som symmetri, tekstur og dynamik i alle afkroge af det visuelle såvel som det soniske. ilt fører på beskeden vis lytteren ind i et lettere meditativt univers af ambiente og post-rockede elementer.
LÆS OGSÅ: BAG OM FORSIDEN: Hvem ender på GAFFAs forsider?
ilt blev skabt i 2018 af sanger og guitarist Mikkel Konyher, trommeslager Troels Dankert, bassist Piotr Fronek og guitarist Buster Jensen. Gruppen mødtes på det Rytmiske Musikkonservatorium i København, hvor de hurtigt opdagede hinandens kærlighed til eksperimenterende musik. De fire drenge kom alle fra andre bands (henholdsvis LSD on CIA, Takykardia og Blaue Blume), og den ambitiøse tilgang til musikken var derfor lagt på forhånd.
Gruppens første singleudspil "Astral" blev søsat i maj, og snart vil deres selv-producerede debut-ep ramme æteren. Med inspirationskilder som Sigur Rós og Slowdive leger ilt med sonisk tekstur og eurofiske skift i deres lydlandskab med alt fra den stille hvisken til den mere storladne, dominerende lyd.
LÆS OGSÅ: 20-årigt stortalent til Danmark for første gang