Nyhed

Svenske Neneh Cherry gæster Danmark

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Neneh Cherry har netop annonceret, at hun slår vejen forbi Danmark til foråret. 

Den svenske sangerinde og rapper, der leverede adskillige globale hits gennem 90'erne, er nu tilbage med et album kaldet Broken Politics, der udkommer den 19. oktober. Neneh Cherry fejrer således udgivelsesdatoen på sit nye album ved at sætte billetter til salg til sin første danske koncert siden 2014. 

Denne gang er det Aarhus, der står for skud, når den verdenskendte sangerinde gæster VoxHall tirsdag den 5. marts med sit nye album i ryggen. Cherry har netop udgivet albummets første single "Kong", der med et tydeligt politisk budskab lover godt for det kommende album. 


LÆS OGSÅ: VIDEO: Neneh Cherry i protest mod Europas flygtningekrise

Den 54-årige sangerinde, der albumdebuterede tilbage i 1989 med Raw Like Sushi, har på det kommede album arbejdet tæt sammen med den engelske producer Four Tet, der også stod bag sangerindens seneste album Blank Project fra 2014. GAFFA belønnede i sin tid Blank Project med fem ud af seks stjerner, hvor anmelderen blandt andet skrev: "På Blank Project er Neneh Cherry i vanligt nysgerrigt humør. Den store stemme er lige dele sjælfuldt kærlig og rå i sit udtryk". 

Om Broken Politics har Neneh Cherry indtil videre afsløret, at det vil være et mere stille og reflekterende album end dens forgænger. Det danske publikum kan derfor meget vel have en sjælfuld og reflekterende oplevelse i vente, når Cherry besøger Aarhus til foråret. 


Billetter kan købes fra fredag den 19. oktober klokken 10. 

LÆS OGSÅ: Guide: Fem album, du skal glæde dig til i oktober

Varm op til koncerten med Neneh Cherrys seneste single "Kong" fra det kommende album: 

 


 

ANNONCE