Nyhed

VIDEOPREMIERE: Panikangst 1:1 - Byd velkommen til Nosaint

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Gør dig selv en tjeneste. Skyd fredagen i gang med Nosaint, der debuterer med dobbeltsinglen "Nocturnal Delirium / Balaclava" – plus en stærk og skrøbelig video.
 
I dag er der landet en ny artist i det danske musiklandskab. Navnet er Nosaint. Bag aliasset gemmer sig  23-årige Jeppe Steenfeldt-Jensen, der med titlerne sangskriver, sanger, producer og multiinstrumentalist både er hjertet og hjernen bag projektet.
 
Nosaint debuterer med dobbeltsinglen "Nocturnal Delirium / Balaclava", der viser en artist med en bred musikalsk spændvidde og alle referencerne på plads. For selvom den stramme produktion og sikre vokal trækker tråde til en række hjemlige kunstnere som Alex Vargas, Saveus og Turboweekend, er der også en personlig nerve i Nosaint og noget der drager. 
 
– Jeg har altid været en dagdrømmer, og min fantasi er skrupskør. "Nocturnal Delirium" er nok det nummer, det beskriver mig bedst som person. Både i forhold til tekstens indhold men også det soniske. Kontrasten mellem den skrøbelige historie og den vilde energi synes jeg gør nummeret helt vildt stærkt.
 
 
Særligt i musikvideoen til "Nocturnal Delirium" brænder Nosaints multitalent tydeligt i gennem. På medrivende vis får man indtrykket af, at han er en kunstner, der virkelig har potentiale til at komme langt – især hvis han synger og danser lige så godt i virkeligheden, som vi får indtrykket af i videoen.
Med vild energi og skræmmende indlevelse fortæller Nosaint en skrøbelig historie om panikangst, der klart vil vække genkendelse ved alle, der har oplevet det IRL.
 
For den debuterende kunstner er det netop idéen om at kunne føre én konkret følelse videre til lytteren via musikken:
 
– Jeg stod på Roskilde Festival og hørte Sigur Rós på Arena. I det moment, under den koncert, havde jeg en følelse af, at ingenting kunne røre mig. Jeg tudede i 45 minutter. Det er det vildeste, hvis jeg kan give den følelse til andre mennesker. Det er sådan en følelse, jeg gerne vil give folk. En vinderrus.
 
 
 
 
ANNONCE