Nyhed

Badesøen klar med nye navne

GAFFA – alt om musik

Blandt andre kommer Jada og When Saints Go Machine

Den Albertslund-baserede festival Badesøen, som finder sted 10. august ved friluftsbadet Badesøen, er klar med flere navne, nærmere betegnet Jada, When Saints Go Machine, Mariam the Believer, Dawda Jobarteh, Mary Lattimore, Badesøens Saxofonoptog og Danseatelier.

Jada


Soul- og popsangerinden, sangskriveren og produceren Jada har indtil videre kun udgivet tre singler, men kan allerede melde udsolgt i Store Vega den 5. april. Det samme kunne hun den 29. marts på Radar i Aarhus, hvor GAFFA uddelte fem stjerner og spåede Jada et internationalt gennembrud.

LÆS OGSÅ: Danmarks næste verdensstjerne? Jada!

When Saints Go Machine


Det eksperimerende elektropoporkester modtog 7. marts GAFFA-Prisen for Årets Elektroniske Udgivelse på baggrund af ep'en It's a Mad Love og har et nyt album på vej, deres første i seks år. Førstesinglen "So Deep" er allerede udgivet og er blandt andet kendetegnet ved Nikolaj Vonsilds karakteriske, elektronisk efterbehandlede vokal.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Pris-vinderne When Saints Go Machine: – Musik er ikke bare underholdning

Artiklen fortsætter under videoen


Dawda Jobarteh (pop-up)
Dawda Jobarteh er født i Gambia ind i en familie af kora-spillere, som har givet lærdommen videre til Dawda. Han er virtuos på det vestafrikanske, lut-lignende instrument med 21 strenge og spiller både traditionel musik fra Gambia og fortolker sange fra sit nye hjemland Danmark. Han formår også at kombinere det traditionelle med nye inputs fra især jazz eller gennem samarbejder med for eksempel CTM og Stefan Pasborg. I 2011 blev hans debutalbum Northern Light Gambian Night kaldt "mesterlig" af GAFFAs anmelder.

LÆS OGSÅ: Mesterlig dansk-gambiansk debut

Badesøens Saxofonoptog (pop-up)
Et fast indslag på Badesøen Festival er Badesøens Saxofoptog. Anført af Jim Slade vil festivalens helt eget saxofonoptog fremføre sange af Boney M, Donna Summer og A-ha arrangeret udelukkende for saxofoner. Badesøens Saxofonoptog inkluderer flere prominente navne fra den københavnske saxofonscene og er kendt for at sprede glæde på festivalen.

Mary Lattimore (USA)
Gennem en stribe udgivelser i eget navn, i samarbejder med andre samt talrige support-turnéer for navne som Kurt Vile, Deerhunter, Stephen Malkmus med flere har den klassisk uddannede harpespiller Mary Lattimore fra Los Angeles langsomt, men sikkert etableret sig. Ved hjælp af sin store koncertharpe og forskellige effektpedaler er hun i stand til at male fantasifulde lydlandskaber i krydsfeltet mellem klassisk, improvisation og ambient musik.

DANSEatelier (pop-up)
DANSEatelier er både et fysisk sted og en gruppe af 11 dansere, koreografer og venner, der arbejder inden for dans og bevægelse, både i København og internationalt. Som et kollektivt, kunstnerisk arbejdsfællesskab indgår personerne i DANSEatelier i hinandens samarbejder på kryds og tværs, og de har stået bag en lang række forestillinger og events siden 2015. Til Badesøen Festival 2019 optræder en mindre gruppering fra DANSEatelier som en del af pop-up programmet.

Mariam the Believer + 1 (SE)
Otte heldige gæster på årets festival får mulighed for at opleve deres helt egen koncert med den udtryksfulde svenske sangerinde og sangskriver Mariam the Believer aka Mariam Wallentin, som også er kendt som den ene halvdel af Wildbirds & Peacedrums. Som Mariam the Believer har hun udgivet to album og flere ep'er.

På festivalpladsen vil et lille stykke græs omkranset af et hvidt havestakit være reserveret til de otte Mariam the Believer-koncerter, der går under navnet “Mariam the Believer +1”. Inden for hegnet finder man et lille bord og to stole, hvor Mariam sidder på den ene. Herfra vil hun for otte forskellige personer synge sange fra sine forskellige udgivelser. Der fremføres én sang for hver person, og nysgerrige sjæle med gode ører kan lytte med over stakittet.

De heldige deltagere i dette mini-koncertformat findes via en lodtrækning i et live program på The Lake Radio. For at være med i lodtrækningen skal man sende en mail til mariamplus1@thelakeradio.com med fuldt navn og mobiltelefonnummer og være klar til at tage telefonen den 14. maj fra klokken 20, når vinderne udvælges via lodtrækning live på The Lake Radio (www.thelakeradio.com). 

Vært på programmet er DR-radioveteranen Jan Sneum samt Rasmus Stolberg fra Efterklang, Liima og The Lake. Vinderne ringes op. Hvis telefonen ikke besvares, laves en ny lodtrækning for at finde en ny vinder, indtil otte vindere har taget telefonen. De heldige vindere vinder også en festivalbillet.

ANNONCE