Nyhed

SmukFest tilføjer kæmpenavne til plakaten

GAFFA.dk - Alt om musik

Den jyske festival der har for vane at blive udsolgt, inden man kan nå at sige skål, tilføjer i dag ni nye navne til plakaten. 

Stormzy

Et virkelig stærkt navn på den engelske rap- og grime-scene netop nu. Han var det første navn, der blev offentliggjort til årets Glastonbury Festival og gæster nu også bøgeskoven i august. Stormzy udsendte i 2017 debutalbummet Gang Signs & Prayer, der gik direkte ind som nummer ét på listen over de mest solgte albums i England – som det første grime-album nogensinde. Albummet fik fem stjerner af vores anmelder, og hans koncert på Roskilde i 2018 fik hele seks stjerner.


LÆS OGSÅ: 1, 2, 3... DØ!

Liam Gallagher

Som frontfigur i Oasis var han ikke bare med til at give rockmusikken nyt liv i 90'erne – han blev også et af dens helt sjældne ikoner, en status han efterhånden har bibeholdt i snart 25 år. Han er præcis, hvad den engelske avis The Guardian har kaldt ham: ”The last great rock'n'roll star”. Liam Gallagher udgav i 2017 As You Were – det første album i eget navn, der sikrede ham endnu en førsteplads på den engelske hitliste, som fint supplement til de otte, han i forvejen havde haft med Oasis. Albummet fik fire stjerner af vores anmelder.


LÆS OGSÅ: Vitaliserende nostalgitrip

Calvin Harris

En af den moderne dansemusiks absolutte frontfigurer. Dj, sangskriver, producer og Grammy-vinder Calvin Harris har slået verdensrekorder og har indtaget hitlisterne verden over med sine mange dansable fuldtræffere. Calvin Harris er en af ​​de mest succesfulde arister i sin genre og har igennem sin karriere arbejdet med verdensstjerner som Frank Ocean, Pharrell Williams, Rihanna, Katy Perry og Ellie Goulding. Hans arbejde har høstet en lang række musikpriser og nomineringer – herunder 16 nomineringer til Brit Awards, hvor han i år vandt ”Producer of the Year” og ”British Single” (for ”One Kiss” med Dua Lipa).


LÆS OGSÅ: Calvin Harris : Tinderbox, Blue Stage

De tre verdensstjerner får følgeskab af skotske Lewis Capaldi, der lige nu storhitter med singlen "Someone You Loved", som han også for nyligt spillede til GAFFA-Prisen. Den kun 22-årige stjerne har for sjette uge i træk en førsteplads på den engelske singlehitliste og kan potentielt gå ind i syvende uge som nummer ét på fredag. 

Oplev også dj og producer Hedegaard, norske Death By Unga Bunga, Burhan G og Go Go Berlin, der har nyt album på vej. 

ANNONCE