Nyhed

Anden vinder af KarriereKanonen er fundet

GAFFA – alt om musik

Angående Mig er vinder nummer to

Det andet af tre talenter fra det danske vækstlag er på Smukfest netop blevet udpeget til vinder af talentudviklingsforløbet KarriereKanonen 2019: Angående Mig alias den 21-årige aalborgensiske sanger og sangskriver Laura Lilholt Andersen, der vinder med blandt andet følgende begrundelse: "Et intenst kraftfelt, kan blive en generationsstemme."

Umiddelbart efter offentliggørelsen af sejren fik vi en hurtig snak med Laura Lilholt Andersen og hendes tre københavnske musikere Vincent Hirslund Bøtker (keyboard), Christian Holm (trommeslager) og Niels Eske Juul Andersen (guitarist).


Hvad føler I lige nu, og hvordan synes I selv, det gik i går ved finalekoncerten?

Laura: – Det er svært at sige, hvordan det gik, for der var lidt dårlig lyd på scenen. Det er meget følelsesmæssigt orienteret musik, så det kan godt være hårdt mentalt at spille. Vi tror meget på musikken, så vi mente, det var en realistisk mulighed, at vi kunne vinde. Man er helt drænet nu, hvor hele forløbet er ovre, og ens krop giver lidt op. Jeg har grædt meget.

Niels: – De sidste fem dage har været virkelig intense, fordi vi har øvet så meget, men det er virkelig fedt at have vundet.


Hvordan vil I karakterisere jeres egen musik, og hvem er I inspirerede af?

Laura: – Der er noget på spil, og jeg går sindssygt meget op i mine tekster, det er dem, musikken udspringer fra. Jeg plejer at kalde det hiphop-punk, og det bliver mere og mere punket for hver koncert.

Niels: – Vi er musikalsk inspirerede af navne som Foals, Smiths og The Cure. Det er tit, at Laura kommer med en sang, og så laver vi den helt om.


Laura: – Jeg er tekstmæssigt inspireret af danske sangskrivere især inden for hiphop, Pede B, Benal, L.O.C og Peter Sommer. Jeg kan godt lide deres legen med sproget.

Hvor længe har I spillet sammen, og hvor mange koncerter har I spillet?

Laura: – Vi gav vores første koncert 3. august sidste år. Så tog vi alle ud at rejse et halvt år, og da vi kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg skulle være med i KarriereKanonen; jeg havde helt glemt, at jeg havde meldt mig til. Så besluttede vi at samle et band. Vi havde en helt anden lyd dengang, og vi udvikler os hele tiden. Vi har vel spillet syv-otte koncerter indtil videre.

Hvad har I fået ud af forløbet med KarriereKanonen?

Laura: – Vi har fået selvtillid og fået vanvittig meget opmærksomhed fra branchen.

Niels: – Vi har også udviklet os virkelig meget med bandcoaching; det har gjort meget for samspillet. Når vi tænker tilbage på vores første koncert, var der nogle ting, vi aldrig ville gøre i dag. For eksempel sidde og drikke øl og grine på scenen, mens Laura spillede et solonummer.

Hvad er jeres næste skridt?

Laura: – Vi skal have noget ny musik ud, for det, der ligger derude, er meget anderledes end det, vi laver nu. Og vi skal varme op for Barcelona og The Minds i Aalborg 9. august, spille på Uhørt Festival og i Aarhus Festuge.

Blandt tidligere vindere af KarriereKanonen kan nævnes i dag etablerede navne som The Minds of 99, Katinka, Djämes Braun og mange flere.

Valget af vinderne er truffet efter et grundigt talentforløb, som kulminerede i går, hvor otte finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 Beat.

Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på på Smukfest 2020.  

Talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med danske tekster – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. I 2009 udvidede man sin partnerkreds, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab.

Hør musik med vinderen og de øvrige KarriereKanon-finalister her

ANNONCE