Nyhed

Efter talrige problemer: Woodstock 50-festivalen er aflyst

GAFFA – alt om musik

"Vi er kede af, at en serie af uforudsete problemer har gjort det umuligt for os at arrangere den festival, vi havde forudset"

Først havde de en festivalplads, nogle bands og en investor. Så mistede de deres investor, der aflyste festivalen. Så blev aflysningen annulleret. Så kom der en ny investor. Så mistede de deres festivalplads. Så fandt de en ny festivalplads, men den kunne ikke blive godkendt af det lokale byråd. Så fandt de en ny festivalplads. Så mistede de deres bands. Og nu er 50 års jubilæumsudgaven af den ikoniske Woodstock-festival så blevet aflyst, to uger før festivalstart.

"Vi er kede af, at en serie af uforudsete problemer har gjort det umuligt for os at arrangere den festival med det fantastiske lineup, vi havde booket og det sociale engagement, vi havde forudset," udtaler en af festivalarrangørerne, Michael Lang i en pressemeddelelse, citeret af Rolling Stone. "Da vi mistede Watkins Glen (den oprindelige festivalplads i staten New York, red.) og derpå Vernon Downs, kiggede vi efter en måde at gøre noget godgørende på i stedet for bare at aflyse. Vi indgik et samarbejde med HeadCount (organisation, der arbejder på at få borgere til at stemme til valg, red.) for at holde en mindre festival i Merriweather Pavilion i Maryland for at skaffe penge til dem og for at involvere nogle NGO'er i kampen mod klimaforandringer. Jeg vil gerne opfordre kunstnerne, der alle er blevet fuldt ud betalt, til at donere 10 procent af deres honorarer til HeadCount eller andre velgørende formål efter eget valg i fredens ånd."


Michael Lang, der også var med til at arrangere den oprindelige festival, henleder opmærksomheden på, at den oprindelige festivalplads fra 1969 i den lille by Bethel i staten New York holder et mindearrangement i dagene 15.-18. august, som han opfordrer interesserede til at tage til i stedet. 

Da Woodstock 50 for kun en uge siden fandt en ny festivalplads, blev alle de planlagte kunstnerne løst fra deres kontrakt, da kontrakten kun gjaldt den oprindelige festivalplads, racerbanen Watkins Glen, 400 kilometer væk i staten New York, og nogle af kunstnerne havde problemer med at nå frem rent logistisk på deres turnéplan. Arrangørerne havde håbet at kunne indgå nye aftaler med kunstnerne, men da en del kunstnere også kontraktligt havde forpligtet sig til ikke at spille for tæt på Washington, D.C. og Baltimore, fordi de havde koncerter dér, begyndte de at trække sig i stort antal.

Festivalen skulle have budt på navne som Jay-Z, Miley Cyrus, The Racounteurs, Chance the Rapper, John Fogerty (der også optrådte ved den oprindelige Woodstock-festival) og mange flere. The Black Keys, som også var annonceret, aflyste dog allerede for flere måneder siden grundet "planlægningsproblemer". 


I april trak den oprindelige hovedinvestor, marketingvirksomheden Dentsu, sig ud af festivalen. I maj fandt arrangørerne dog en ny investor, Oppenheimer & Co., men i juni mistede festivalen sin tilladelse til at blive afholdt på racerbanen Watkins Glen, som det oprindeligt var planlagt, da arrangørerne ikke kunne betale 150.000 dollar i depositum og også manglede en sikkerhedsgodkendelse fra sundhedsmyndighederne i staten New York.

I sidste måned afviste et udvalg under byrådet i byen Vernon i staten New York så at lade festivalen afholde på væddeløbsbanen Vernon Downs, selvom væddeløbsbanens ejer havde sagt god for planerne. Umiddelbart herefter trak produktionsselskabet Virgin Produced sig ud af festivalen. Hurtigt fandt arrangørerne dog en ny festivalplads, Merriweather Post Pavilion i staten Maryland, men mistede ved samme lejlighed alle deres bands.

Den oprindelige Woodstock-festival i 1969 præsenterede kunstnere som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Sly & the Family Stone, The Who, Grateful Dead og mange flere og tiltrak mere end 400.000 gæster til inkarnationen af hippiedrømmen om fred og kærlighed.


Både i 1994 og 1999 blev der holdt henholdsvis 25- og 30-års jubilæumsudgaver af festivalen. I 1979 og 1989 blev festivalens 10- og 20 års jubilæum markeret med enkeltstående koncertdage, og i 2009 blev 40-året hyldet med en amerikansk turné.

Ironisk nok måtte den første Woodstock-festival i 1969 også flytte lokalitet kun en måned før festivalstart grundet lokale protester. Alligevel blev festivalen en stor succes, om end en stor del af publikum kom gratis ind ved at kravle gennem huller i hegnet. Arrangørerne tabte mange penge, men tjente dem ind igen på indtægter fra den succesfulde dokumentarfilm om festivalen. Sådan kommer det altså ikke til at gå for 50 års jubilæumsudgaven, hvor billetsalget aldrig nåede at gå i gang. Der vil givetvis følge et retsligt efterspil om, hvem der skal betale regningen, hvor alene kunstnerhonorarerne ifølge Rolling Stone beløber sig til 32 millioner dollar.

LÆS OGSÅ: Se trailer: Netflix annoncerer dokumentar om kuldsejlet skandale-festival

 

 

 

ANNONCE