Nyhed

Festivalen Roots&Hybrid vender tilbage

GAFFA - Alt om musik

En musikalsk horisontudvidelse og folkelig fest vender igen tilbage til Aarhus med Roots&Hybrid Festival 2019, som i dag annoncerer festivalprogrammets første seks navne.

Roots&Hybrid, som arrangeres af Det Turkise Telt, og som også står bag det velbesøgte musiktelt til Aarhus Festuge, løber i år af stablen for tredje år i streg i forbindelse med showcase-festivalen Spot Festival fra den 2-4. maj.

Festivalens bestræbelse er at hylde den moderne folkelige musik og skabe et særligt rum for mødet med det ukendte. Der er derfor også et bredt spekter af musik at finde iblandt dagens offentliggjorte navne, som præsenterer seks koncerter ud af et festivalprogram på i alt 19 koncerter.


I dagens offentliggjorte navne kan man blandt andet finde to af festivalens hovednavne: 47 SOUL og Dengue Dengue Dengue, som med rødder i henholdsvis arabisk festmusik og sydamerikanske cumbia-traditioner skal biddrage til festivalens præsentation af store musikalske kræfter og potentialer, som giver et indblik i moderne folkelig musik.

Derudover præsenterer festivalen blandt andre også dansketablerede Faratuben samt Tuhaf på sit koncertprogram som lokale kunstnere, der med rødder i udlandet intergrerer folkemusik- og rytmer i deres lyd.

Festivalprogrammet tager i sin helhed afsæt i alt fra den peruvianske deep house-jungle og Thai-funk-trance-fester til højenergiske folkemusik fra Mellemøsten og drømmende dansk dubjazz, som kommer til udtryk både gennem lokale upcoming navne samt store internationale acts, som allerede er etableret.


Festivalens presseansvarlige, Thomas Beyer, udtaler om festivalens afsæt og årets musikprogram:

”På et utal af scener overalt i verden oplever folkelige traditioner en renæssance i musikken, og det er på ingen måde kun nostalgiske tilbageblik, vi er vidne til. Kunstnere tager afsæt i lokale lyde, rytmer og universer, kombinerer dem med moderne tendenser og skaber lyden af verden i dag. Det er inspirerende, vildt medrivende og fortjener at blive sat på den store scene foran et bredt publikum!”

Dagens seks offentliggjorte navne er følgende:


47 SOUL (PS): Grundlæggerne af elctro shaabi-genren Shamstep, energisk arabisk samtidsrap. 

Dengue Dengue Dengue (PE): Verdenskendt dj/producer-duo skaber dybe tropical house/electro cumbia-universer og hylder folkemusik fra hele verden i deres syrede dj-sæt.

YIN YIN (NL): Eksperimenterende, moderne thai-funk fra Hollands psych folk-scene.

Faratuben (DK/ML):Danmark og Mali forenet i festlig original bobo-musik fra Bamakos undergrundsscene.

Bremer/McCoy (DK): Drømmende fortolkninger af dansk folkemusik og jazz, enkelt, smukt og bevægende. 

Tuhaf (DK/TR): Anatolsk syrerock med base i København og rødder i Tyrkiet.

Roots&Hybrid afholdes den 2. til den 4. maj i Rå Hal på Godsbanen i Aarhus.

Man kan få adgang til festivalen med partout-armbånd (sælges i forsalg), med dagsbillet (sælges i døren) eller ved fremvisning af et gyldigt Spot-armbånd.

ANNONCE