GAFFA – alt om musik
Opdatering per 26. februar klokken 14: Dødsfaldet er nu officielt bekræftet af Hollis' tidligere manager Keith Aspden. Til BBC udtaler han: "Mark døde efter kort tids sygdom, som han desværre ikke kom sig efter." Han siger videre: "Jeg kan ikke fortælle jer, hvor stor indflydelse Mark havde på mit syn på kunst og musik. Jeg er taknemmelig for den tid, jeg tilbragte med ham og den imødekommende skønhed, han delte med os."
Den stilskabende sanger og sangskriver blev 64 år
En række medier og musikere skriver, at Mark Hollis (til venstre på foto), sanger, guitarist, keyboardspiller og sangskriver i 80'er-gruppen Talk Talk er død, 64 år gammel.
Nyheden er at læse hos blandt andet NME og Consequence of Sound, på Hollis' sviger-fætter, den pensionerede professor og børnelæge Anthony Costellos Twitter-side og på Hollis' gamle Talk Talk-kollega Paul Webb alias Rustin Mans Facebook-side (se nedenfor), men er ikke bekræftet fra officiel side. Mark Hollis trak sig tilbage allerede i slutningen af 90'erne og har kun optrådt i offentligheden ganske få gange siden.
Talk Talk udgav fem album i årene 1982-1991, og Mark Hollis udsendte et enkelt, selvbetitlet album i 1998, inden han trak sig tilbage.
Talk Talk debuterede i 1982 med albummet The Party's Over og spillede på deres første to album synthpop med en gennemgående melankolsk tone, ikke mindst takket være Hollis' karakteristiske vokal. I denne periode hittede de blandt andet med titelsangen fra deres andet album, It's My Life fra 1984, et nummer, som i 2003 igen blev et hit med No Doubt. På deres tredje album, The Colour of Spring fra 1986, begyndte de at eksperimentere med flere akustiske instrumenter og kor, og albummet indeholder blandt andet deres nok mest kendte sang, "Life's What You Make It".
Den musikalske transformation fortsatte på bandets to sidste album, Spirit of Eden fra 1988 og Laughing Stock fra 1991. Begge album indeholdt længere og mere eksperimenterende sange med inspiration fra både jazz, klassisk, rock med mere, stadig med en melankolsk undertone. Udgivelserne fik flotte anmeldelser, men solgte mindre end forgængerne, og bandet turnerede ikke med sangene, da gruppen ifølge Hollis ikke kunne genskabe den komplekse lyd ordentligt live. Mange betragter i dag pladerne som mesterværker, og de er blevet hyldet af blandt andre Radiohead, Portishead, Mogwai, Sigur Rós og Elbow.
Trak sig tilbage i slut-90'erne
Herefter gik gruppen i opløsning, og Mark Hollis udgav i 1998 et selvbetitlet soloalbum i ånden fra de to sidste Talk Talk-album, atter til flotte anmeldelser, men beskedne salgstal. Herefter trak han sig tilbage for at hellige sig sit familieliv. I 2012 udgav han et enkelt, kort instrumentalnummer til tv-serien Boss på kanalen Showtime.
De to andre Talk Talk-medlemmer, bassist Paul Webb og trommeslager Lee Harris, dannede den eksperimenterende gruppe .O.rang, der udgav to album i årene 1994-1996, inden de gik hver til sit. Paul Webb udgav i 2002 et album med Portishead-sangerinden Beth Gibbons under navnet Beth Gibbons & Rustin Man og udsendte 1. februar i år et nyt soloalbum under aliaset Rustin Man. Lee Harris spillede trommer på Beth Gibbons & Rustin Man-albummet og har også indspillet med den norske gruppe Midnight Choir og engelske Bark Psychosis.
Talk Talk havde på deres første album et fjerde medlem, keyboardspilleren Simon Brenner, der ikke har markeret sig musikalsk siden. På alle deres album bortset fra det første arbejdede de tæt sammen med med-sangskriveren, mulitinstrumentalisten og produceren Tim Friese-Greene, der siden blandt andet har udgivet plader under aliaset Heligoland.
Opdateres...
Et kort udvalg af mindeord om Mark Hollis:
RIP Mark Hollis. Cousin-in-law. Wonderful husband and father. Fascinating and principled man. Retired from the music business 20 years ago but an indefinable musical icon.
— Anthony Costello (@globalhlthtwit) 25. februar 2019
Talk Talk - It's My Life (Live at Montreux 1986) https://t.co/eGRfLWHt6r
Very sorry to hear the news that #MarkHollis of #TalkTalk has died. He was behind some of the finest albums of the 1980s / early 1990s. R.I.P. pic.twitter.com/IoTuAkGCUf
— THE THE (@thethe) 25. februar 2019
Hør fire af Mark Hollis' store sange fra hans forskellige kunstneriske perioder:
"It's My Life" (1984)
"Life's What You Make It" (1986)
"I Believe in You" (1988):
"The Colour of Spring" (1998):