Nyhed

VIDEOPREMIERE: Alcabean er tilbage som duo – med ny lyd

GAFFA – alt om musik

"Det føltes meget upersonligt for mig at skulle levere det store rockshow"

Den danske gruppe Alcabean havde god vind i sejlene i 2018, hvor de blandt andet udgav deres anden ep Head Down, som fik fem stjerner af GAFFA, og optrådte på Roskilde Festival og Smukfest samt turnerede i Tyskland. Nu er de tilbage med en ny single og annoncerer samtidig udgivelsen af debutalbummet og en lille forårsturné.

Siden sidst er Alcabean dog gået fra at være en kvartet til at blive en duo bestående af brødrene Victor og Julius Ryle Schack, og de har ved samme lejlighed ændret udtryk fra støjrock med distortede guitarer og stadiontrommer til et mere minimalistisk univers. Hør selv på den nye, elektropoppede single, "Tsukuyomi", og se den tilhørende og ganske underholdende video – artiklen fortsætter under videoen.

Sanger Victor Ryle Schack fortæller følgende om årsagen til gruppens musikalske transformation:


"Undervejs i processen omkring Head Down måtte jeg erkende, at jeg hverken havde lysten, stemmen eller karismaen til at være sådan en rigtig rock'n'roll-frontmand. Det føltes meget upersonligt for mig at skulle levere det store rockshow, men det var samtidig også vores eksistensberettigelse."


Derfor måtte Victor gentænke bandet, og det betød, at han satte et hjemmestudie op og begyndte at arbejde på et nyt musikalsk univers, nu kun med sin lillebror Julius. Et univers, som de to brødre selv beskriver som "legesygt, minimalistisk og vigtigst af alt personligt".

"Tsukuyomi" er første forsmag på debutalbummet Confessions, som udkommer 15. marts. Begrebet tsukuyomi stammer fra det japanske manga-univers og kulttegneserien Naruto, hvori karakteren Itachi indfanger folk i sit tsukuyomi-univers; et univers, hvor han kontrollerer og overvåger alt, der foregår.

LÆS OGSÅ: Wall of sound med melodisk tæft


Den nyslåede duo er også klar med en turné til både Tyskland og Danmark og kan opleves her:

19. marts: Hamburg, Astra Stube

20. marts: Berlin, Monarch

21. marts: Dresden, Ostpol

22. marts: Düsseldorf, The Tube

4. april: København, Hotel Cecil

5. april: Gladsaxe, Richters

6. april: Odense, Kansas City

 

ANNONCE