GAFFA – alt om musik
Ticketmasters direktør opfordrer folk til ikke at gå i panik
Lørdag den 27. juli og søndag den 28. juli giver Ed Sheeran to forlængst udsolgte koncerter i Tusindårsskoven ved Odense. Her få dage før koncerterne er der imidlertid opstået kaos omkring billetterne. Ed Sheerans management har nemlig – for at undgå sortbørshandel med billetterne – krævet, at man ved indgangen skal fremvise billed-ID, der skal svare til det navn, billetten er købt i. Hvis man har købt flere billetter samtidig – og det har de fleste nok – skal den person, hvis navn billetterne er købt i, møde op sammen med de øvrige.
Dette blev kommunikeret ud, inden billetsalget gik i gang, men en del koncertgængere har tydeligvis overset foto-ID-kravet.
Hvis man i mellemtiden er blevet forhindret i at møde op, kan man godt få ændret navnet på billetten via henvendelse til Ticketmaster gennem en såkaldt overdragelse, men det har nu skabt lange køer i telefonen.
"Hvis jeg nogensinde kommer igennem på jeres tlf, glæder vi os utrolig meget til koncerten. Men efter snart 300 opkald over mange dage på alle tidspunkter er optimismen ved at løbe ud," skriver en koncertgænger eksempelvis på søndagskoncerten Facebook-side.
"Det er ganske umuligt at komme igennem. Jeg har også prøvet mange gange," skriver en anden.
GAFFA har torsdag formiddag heller ikke kunnet komme igennem til Ticketmasters kundeservice trods adskillige forsøg.
Ticketmasters administrerende direktør Jakob Lund fortæller til Ekstra Bladet, at alle skriftlige henvendelser i øjeblikket bliver besvaret i løbet af cirka 24 timer, og at kundeservice også har åbent i weekenden, ligesom Ticketmaster også er til stede på pladsen.
– Mit bedste råd er, at folk skal lade være med at gå i panik, og så skal de have tillid og tro på, at vi knokler for at få håndteret de her henvendelser, der ruller ind, siger han og tilføjer: – Jeg er sikker på, at vi får alle ind, og alle får en fed koncert.
Der er i alt solgt cirka 90.000 billetter til de to koncerter.
LÆS OGSÅ: Gigantisk Ed Sheeran-statue dukker op i Moskva