Nyhed

Efterklang tilføjer opvarmning til koncerter

GAFFA – alt om musik

To stærke lydkunstnere er tilføjet koncerterne

Snart albumaktuelle Efterklang giver to koncerter i DR Koncerthusets store sal 5. og 6. november – den sidstnævnte er allerede udsolgt. Nu har de sammen med koncertarrangøren ArtFreq offentliggjort opvarmningen til de to dage, og det bliver henholdsvis Søs Gunver Ryberg (billedet) den 5. november og Jacob Kirkegaard den 6. november.

SØS Gunver Ryberg – kan opleves i DR Koncerthuset 5. november


SØS Gunver Ryberg er dansk komponist, performer og lydkunstner. Hun optræder over hele verden i mange forskellige sammenhænge fra festivaler og klubber til museer og stedspeficikke lokationer og er kendt for sit kompromisløse udtryk. Hun har allerede spillet på markante festivaler og klubber som Berghain, Atonal, Boiler Room, CTM Festival, Corsica Studios, Flow Festival, EKKO, Rewire med flere. Hun har modtaget en række priser og hædersbevisninger som for eksempel en BAFTA-nominering (British Academy of Film and Television Arts, red.) for sit arbejde på det prisbelønnede computerspil Inside.

Hendes seneste musikudgivelse er minialbummet Entangled udgivet i juni på det anerkendte Berlin/UK-baserede selskab Avian, og for nylig er hun kurateret af Aphex Twin alias Richard D. James personligt til at optræde på WHP19-festivalen i Manchester i september.

Se SØS Gunver Ryberg live fra 2014 – artiklen fortsætter under videoen

Jacob Kirkegaard – kan opleves i DR Koncerthuset 6. november


Jacob Kirkegaard har præsenteret sine lydværker på gallerier, museer, biennaler og koncertrum over hele verden, herunder MoMA i New York, Louisiana Museum for moderne kunst, Marmorkirken og ARoS i Danmark, The Menil Collection og Rothko Chapel i Houston, The Sydney Biennale i Australien, Aichi Triennale i Nagoya og Mori Kunstmuseum i Tokyo, Japan.


Kirkegaards værker behandler temaer som radioaktivitet i Tjernobyl og Fukushima, smeltende is i Arktis, grænsemure i Palæstina og toner – såkaldte otoakustiske emissioner – genereret fra selve det menneskelige øre. I Koncerthuset fremfører Jacob Kirkegaard en Danmarkspremiere på værket Testimonium:

Testimonium er et otte-kanals lydværk skabt af lydoptagelser fra affald, spildevand, affaldssortering og rensningsanlæg i Danmark og fra en af verdens største lossepladser: Dandora-dumpsite i Nairobi, Kenya.

Med lydsensorer begravet i bjerge af organisk affald, hydrofoner nedsunket i spildevand og forurenede floder, mikrofoner ved håndsorteret metal eller maskinsorteret glas og over landskaber af brændende plastisk præsenterer værket et, med ArtFreqs ord, "intimt portræt af menneskehedens efterladenskaber og tilknyttede industri – en bittersød hyldest til menneskehedens mødding og et levende vidnesbyrd til de kommende generationer."

Testimonium er også et filmisk værk, som vil møde publikum ved ankomsten i DR Koncerthusets store foyer, hvorimod lydværket fremføres live i Koncertsalen.

Oplev Jacob Kirkegaards lydkunstværk Aion (Church) fra 2018 – artiklen fortsætter under videoen:

Billetter til koncerten 6. november er som nævnt allerede udsolgt, mens der stadig er billetter til 5. november via DR Koncerthusets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Efterklang er tilbage – nyt album, koncerter og video med Helena Christensen

ANNONCE