Nyhed

Google giver den kontroversielle billetformidler Viagogo det gule kort

GAFFA – alt om musik

Kan ikke længere købe sig til topplacering

Vi har flere gange skrevet om den kontroversielle schweiziske billetformidler Viagogo, der videreformidler salg af billetter til koncerter og sportsbegivenheder – som regel til overpris, og til tider uden at billetterne er ægte. Nu har Google sat foden ned og vil ikke længere tillade Viagogo at købe sig til topplaceringer på søgetjenesten på globalt plan, skriver dr.dk.

– Når folk benytter vores platform til at købe billetter, vil vi sikre os, at de får en oplevelse, som de kan stole på. Vi tager de nødvendige forholdsregler, når vi opdager, at en annoncør bryder lokal lovgivning, og derfor har vi suspenderet Viagogo som annoncør, oplyser Google til dr.dk.


Viagogo har tidligere haft topplaceringer i Googles søgeresultater, hvilket har fået mange til at tro, at der var tale om den officielle udbyder. Imidlertid har tjenesten kun videresolgt billetter, der allerede var købt én gang – enten af mennesker eller robotter.

Forbrugerrådet Tænk har en klar karakteristik af Viagogo:

– Viagogo er efter vores opfattelse helt klart svindlere, som vi råder forbrugerne til at holde sig fra, da der er en stor risiko for, at det går galt, siger seniorjurist Martha Nør Kjeldsen til dr.dk.


Til GAFFA sagde hun for nylig:

– Da blandt andet Viagogo ser enormt professionelt ud, er det meget let at blive snydt. Derfor er det vigtigt at finde frem til koncert- eller festivalarrangøren for på den måde at blive ledt det rigtige sted hen. Det er vigtigt at gå gennem de officielle billetudbydere, og skriv dig på ventelisten, hvis der bliver udsolgt. 

I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris, mens det er lovligt i mange andre lande.


Ifølge The Guardian kommer Googles tiltag efter en kampagne fra blandt andre britiske musik- og sportsorganisationer samt politikere, herunder digitaliseringsminister Margot James.

Man kan dog stadig finde søgeresultater for Viagogo på Google, men de kommer ikke længere op i toppen. Søger man på "Rammstein Ceres Park", kommer Viagogos søgeresultat som nummer 14, mens det officielle billetsalg hos Ceres Park kommer op som søgeresultat nummer 3. Hos Viagogo koster de billigste billetter 943 kroner, mens de hos Ceres Parks hjemmeside koster 792 kroner.

Det bedste søgeresultat på "Rammstein Ceres Park" henviser dog til Onlineticketsshop.com, som gør opmærksom på, at "Billetprisen kan være højere end den pålydende værdi", så dem bør man også holde sig fra. Det samme gælder søgeresultat nummer 2, svenske Biljett24.se, hvor billetter koster mellem 1295,- og 1495,- svenske kroner. Også disse to sider er tjenester, der videresælger allerede købte billetter. Et fænomen, det altså er ulvoligt at tage overpris for i Danmark, mens det er lovligt i mange andre lande.

LÆS OGSÅ: Hvad gør vi for at stoppe billetsvindel?

 

 

ANNONCE