Nyhed

Drone-metal-legenderne Earth gæster Danmark

GAFFA – alt om musik

Den stilskabende drone-metal-duo giver koncert på Tape i Aarhus 1. december og i Lille Vega 2. december

Earth har siden 90’erne været en markant figur på den alternative rockscene i USA. Debutalbummet Earth 2 fra 1993 har etableret gruppen som en af pionererne inden for den såkaldte drone-metal og været inspiration for bands som Sunn O))), Job og Sleep med de minimalistiske og repetitive sangstrukturer, som live bliver spillet ganske højt.

Gruppen, hvis musik primært er instrumental, har gennem årene gennemgået en del forandringer i lineuppen og består i dag af grundlæggeren, guitaristen Dylan Carson samt trommeslager og percussionist Adrienne Davies, der har været med siden begyndelsen af 00'erne.

På det netop udsendte album, Full Upon Her Burning Lips, har Earth rendyrket minimalisme-princippet og er sparsommelige og tilbageholdende i instrumenteringen, og albummet er mere skrabet end nogle af forgængerne.


Dylan Carson har sagt følgende om indspilningsprocessen: "Det var helt sikkert en meget organisk udviklet plade. Jeg begrænsede antallet af effekter, jeg brugte. Jeg har altid godt kunnet lide at begrænse materialerne for at tvinge mig selv til at anvende dem mere kreativt. Tidligere Earth-plader lød ret saftige, og jeg ville gerne have en mere tør og direkte lyd ved at bruge meget få studie-effekter."

Billetsalget til koncerten er i gang via spillestedernes hjemmesider.

Gruppen optrådte sidste år på Atlas i Aarhus sammen med dubstep-navnet The Bug. GAFFA anmeldte senest Earth live på Loppen i 2012, hvor det blev til en ganske begejstret anmeldelse.


LÆS OGSÅ: Dylan Carlsons svungne ensemble indledte påsken på drone-manér

Varm op med "Cats on the Briar" fra det nye album, Full Upon Her Burning Lips:


 

ANNONCE