Nyhed

Alex Vargas klar med ny ep og kortfilm

GAFFA – alt om musik

Anden ep på kun tre uger

Det er kun tre uger siden, Alex Vargas udgav ep'en SuperEGO, den første i en ep-trilogi, men allerede nu er han klar med trilogiens anden del, EGOtrip med fire nye sange, som bliver ledsaget af en kortfilm med en nu affarvet Vargas i hovedrollen. Se kortfilmen og hør de nye sange ovenfor.

Sangene på SuperEGO var indadskuende, men på EGOTrip vender Vargas blikket udad, og ep'en indeholder blandt andet nummeret "Girls on Millionaries", der befinder sig på en luksuriøs klub i LA og "Live Alone", hvor vi bliver taget med ind i et kollektiv i Østlondon. Musikalsk er Vargas' udtryksfulde stemme og karakteristiske el-guitar i fokus.


”Jeg har valgt at kaste mig over egoet. Tanker og bearbejdelse, som selvfølgelig er opstået på papir i min lyrik, men også er kommet til udtryk i sangene, mens jeg har indspillet dem,” fortæller Alex Vargas om de tre ep’er. Vargas fortsætter: ”Jeg har grebet sangskrivningen an på vidt forskellige måder – som en slags sideprojekter, for at imødekomme forskellige sider af mig selv og udforske nye facetter af ”Alex Vargas”. Men de har hver især fundet hinanden – og jeg har fundet dem.”

Den sidste ep bliver udsendt senere i år, og det hele kulminerer den 15. december, hvor Alex Vargas vil kunne opleves live på teatret Østre Gasværk i København. Billetterne er i salg på www.gig.to/ego

Alexander Vargas udgav allerede som 15-årig sit debutalbum Rookie under navnet Alexander Vargas Blay, og i 2013 udsendte han minialbummet Howl. I 2015 udgav han ep'en Giving Up the Ghost, i 2016 modtog han en Danish Music Award som Årets Danske Solist, og i 2017 kom så det egentlige debutalbum under Vargas-navnet, Cohere. Siden udgivelsen af det succesfulde debutalbum har Alex Vargas turneret ad flere omgange, ofte for udsolgte huse. 


LÆS OGSÅ: Den stærke popsanger bygger på ved at skrue ned

ANNONCE