Nyhed

Her er vinderen af dette års Hyundai Nordic Music Prize

GAFFA - alt om musik

Se billeder fra prisuddelingen ved at klikke på "Galleri" ovenfor

Musikbranchefestivalen by:Larm i Oslo har siden 2011 uddelt prisen Hyundai Nordic Music Prize for Nordens bedste album i det forgangne år.

Der var som altid repræsentanter fra samtlige nordiske lande. Fra Danmark var Astrid Sonnes Human Lines, Bisses Tanmaurk og Soho Rezanejads Six Archetypes repræsenteret. Det var dog den svenske, Roskilde Festival-aktuelle popdronning Robyn, der vandt prisen for sit album Honey fra oktober.


Bisse og Astrid Sonne kunne dog trøste sig med at være runners-up til prisen, hvilket betyder, at de to danske artister var med helt til slut i uddelingen af prisen. Astrid Sonne er også nomineret til en GAFFA-Pris.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen: Og de nominerede er...

Juryen udtaler følgende om Robyns vinderalbum Honey:


"Utvivlsomt en kæmpestor popplade, men også et stærkt skridt fremad for Robyn: Tankefuld og moden og en lysende kreativ genfødsel. Med sin internationale status i betragtning kunne Robyn have vendt tilbage til pop og være tilfreds med at arbejde med streamingkulturens algoritmer. I stedet har hun skabt et helstøbt album, helt afklaret med at udstille og udforske, hvordan hun har gennemlevet nogle af livets store udfordringer, og hun kan samtidig få folk ud på dansegulvet. Albummet hylder diskoen og housemusikken og er samtidig barsk og lydmæssigt eventyrlysten."

Juryen udtaler følgende om Astrid Sonnes album Human Lines:

"Forbløffende eventyr i en abstrakt lyd fra en klassisk uddannet musiker, som bringer kreativiteten fra konservatoriet til elektronikaen verden. Et album, som fordyber sig i den moderne verdens informationskaos i al dens skønhed, støj og tilfældighed."


Juryen udtaler følgende om Bisses album Tanmaurk:

"En enormt flamboyant orkestral pop-tour de force, som også er et spottende kærlighedsbrev til hans oprindelige Danmark, et sted mellem Knausgård og Jacques Brel, Serge Gainsbourg og Scott Walker."

De nominerede til Hyundai Nordic Music Prize var:

Danmark: Astrid Sonne (Human Lines), Bisse (Tanmaurk) og Soho Rezanejad (Six Archetypes)

Finland: Jori Hulkkonen (Simple Music for Complicated People) og Karina (Karina)

Island: GDRN (Hvað ef) og GYDA (Evolution)

Norge: Lil Halima (love songs for bad lovers) og Marja Mortensson (Mojhtestasse)

Sverige: Jenny Wilson (EXORCISM), Robyn (Honey) og Sarah Klang (Love in the Mily Way)

Den nordiske jury, bestående af musikjournalisterne Audun Vinger (NO), Arnar Eggert Thoroddsen (IS), Ilkka Mattila (FI), Annah Björk (SE) og Anna Ullman (DK), havde sammen udarbejdet listen over de 12 nominerede til årets Hyundai Nordic Music Prize, hvoraf en international jury kårede vinderen. Den internationale jury bestod af Jeanette Lee (pladeselskabet Rough Trade), Jude Rogers (avisen The Guardian), Eric Deines (pladeselskabet Jagjaguwar) og Stuart Maconie (BBC).

ANNONCE