Nyhed

Hypede Ganger drager på første headliner-turné

GAFFA.dk – alt om musik

Ganger skal til foråret af sted på deres første headliner-tour.

Danske Ganger vælter sig i øjeblikket i opmærksomhed. Bandet har netop modtaget 80.000 fra Statens kunstfond og kan altså nu offentliggøre deres danmarkstour som headlinere. Turnéen kommer i forlængelse af debutalbummet Mørk, som i øvrigt fik hele fem ud af seks stjerner af GAFFAs egen anmelder:

"Det er et fandens stærkt album, som formår at spille med alle de muskler, som Ganger har at spille med. Det fængende kvindekor er den mest iørefaldende musikalske tendens, men i virkeligheden er Gangers stærkeste kort den insisterende trang til at eksperimentere – for Mørk kunne sagtens ”bare” have været endnu et småkedeligt artpop-album fra en anonym undergrund", skriver vores anmelder. 


LÆS MERE: ANMELDELSE: Viljen til at være på tværs

Statens Kunstfond skriver i deres begrundelse:

"Ganger har begået albummet Mørk, der med sine historiefortællinger om Hanstholm og kosmos lander som et strandet himmellegeme, som man som lytter må inspicere for at løse objektets mysterier. Gangers musik er sammensat så generøst af musikalske referencer, melodier og historier, at man overvældes på bedst tænkelige vis."


Mørk er en del af en albumtrilogi med titlen Mørktropisk. De efterfølgende to album, Tro og Pisk, udkommer i henholdsvis 2020 og 2021. Billetter til den forestående turné kan købes her.

Gangers tourplan ser, indtil videre, sådan ud:

23.04.20 - Kunsthal 6100, Haderslev


24.04.20 - Musikkens Hus (Musikkens Beat), Aalborg

25.04.20 - Harders, Svendborg

07.05.20 - Pitstop, Kolding

08.05.20 - URT, Thisted

09.05.20 - Lille Vega, København

15.05.20 - Dexter, Odense

ANNONCE